HD

onsdag 25 juni 2008

Antiklimaks?

I fredags fik jeg den sidste karakter for den sidste eksamen på HD-R i år. Og som i den sidste på det studie ever, dukkede mit diplom op i går.

Jeg er nu den stolte (og meget lettede) indehaver af en HD i regnskab og økonomistyring med ret til at bruge titlen HD-R på visitkortet :-)

Men på en eller anden måde, så føles det lidt tomt(?) Jeg mener, her har jeg knoklet studeret i 4 år (på 5 år, men jeg havde jo et års pause efter 1.del), og hvad så?

Er jeg blevet klogere? Ja, det synes jeg jo... Og jeg er blevet ældre og har haft rigtig meget gavn af den metode, som man lærer på universitetet. For det er jo teori på teori og ikke meget praksis. Det skal jeg først ud at lære nu ;-)

Forstå mig ret. Jeg er rigtig, rigtig glad!

Nogen forslag til læsestof? Nu har jeg endelig tid til at læse for mig egen fornøjelse ;-)

lørdag 31 maj 2008

Pigen med tolvtallet

Dagen i går var først præget af ganske almindelig morgentravlhed, som ganske hurtigt blev afløst af eksamensforberedelser og nerver - eller noget, der ihvertfald kunne minde om det.
Manden Min havde foreslået overheads til fremlæggelsen af hovedopgaven. Den 80 siders rapport om Activity Based Costing, en analyse i en virksomhed. En undersøgelse af lønsomhed - og om ABC var en god metode til denne analyse... Metoden er god nok, men for kompleks i vores tilfælde.

Jeg var først "i ilden", 50 minutter før tid, men det vidste jeg godt, for jeg skulle til lige efter frokost (og der var sat en time af til frokost). Med overheads i hånden (som blev til en fremvisning på papir ved bordet) og 6 siders notater gik jeg "på" og talte og fortalte det bedste, jeg havde lært i godt 45 minutter næsten uden afbrydelser. Et par få spørgsmål undervejs - lidt til den teori, som jeg gennemgik, men mest til vores anvendelse af samme - og selvfølgelig til vores konklusion (både på resultatet og på metodens brugbarhed). Da 2. mand gik på, havde jeg næsten en times "radiosilence" i et rum for mig selv. Jeg var godt tilfreds med fremlæggelsen og nød på en sær måde stilheden og isolationen, inden vi skulle have karakterer.

Tilbage hos censor og vejleder, nu sammen med min skrivepartner...

Ikke andet end ros! Ros for en utrolig grundighed i teoriafsnittet (mit) - også lidt for grundigt, men set i lyset af vores gradbøjning af metoden, så var det lige i øjet ;-) Ros til vores gennemførelse af analysen og til vores (noget omfattende) sammenligning med andre traditionelle og mere simple metoder, hvorefter vi kunne konkludere, at vi lige så godt kunne have brugt "den nemme måde". Vi havde fået vendt og drejet metoden, således, at der ikke var en finger at sætte nogen steder - nærmest kun kommaer...

Vi fik 12!

Tror nok, jeg var glad (og også noget overrasket, trods alt)! Desværre havde min skrivemakker ikke tid til at fejre sammen med mig, familien ventede, så det blev bare til en håndtryk og "Tak for kampen/samarbejdet" på parkeringspladsen, hvorefter jeg selv kørte i Bauhaus og købte en excentersliber!

fredag 30 maj 2008

Neglebidende vrag

Om ganske få timer står jeg foran censor og vejleder og forhåbenligt ruller mig ud i sikker stil, men på slap line over denne hersens 80 siders ting...

Og lige nu sidder jeg og forsøger at få styr på tanker og nerver og fremlæggelse og disposition. Det er en time i skærsilden, og jeg er meget i tvivl om, hvad jeg har rodet mig ud i. I sær fordi det nærmest kom som en overraskelse for mig, at det var i dag, der var den store dag.

Fornægtelsens mester?... JEP! Det er mig!

onsdag 14 maj 2008

Status af en slags...

Det er vist på tide med lidt lyd herfra! Og en status af en slags på alle de bolde, der har været i luften i det sidste lange stykke tid...

Allerførst! Så afleverede jeg i lørdags godt 80 sider til Studiesekretæren på Universitetet. Så er den hovedopgave afleveret, og det blev fejret på behøring vis med brunch, kaffe & friskpresset juice :-)
Så er der bare forsvar om små 14 dage og en re-eksamen 2 dage efter. Mon jeg kunne være den (heldige) lykkelige ejer af et Erhvervsøkonomisk Diplom sidst i juni, så?

Sidst i Påsken kiggede vi på hus. Et dejligt et fra 1926 med plads i 3 plan og en dejlig lille have. Lige der, hvor alle Ældstes klassekammerater bor - og i "det rigtige kvarter" i byen. Processen har været lang og rigtig god, for det var dyrt - for dyrt - til os og i forhold til standen af det. Vi valgte at få en byggesagkyndig til at kigge grundigt på det for ikke at risikere at købe katten i sækken - eller et hus fuldt af fejl. Og vi gav bud i samarbejde med en advokat, for det skulle gøres ordenligt. Vores bud var (naturligt nok) ikke højt nok til sælger, så en anden må købe det, og det er helt fint. I processen er vi blevet klogere! På os selv og på vores drømme. På vores forventninger til en bolig og på de barrierer for ikke bare at gøre noget her, hvor vi i forvejen bor stort og ganske dejligt. Så køkkendrømme kan blive til virkelighed alligevel. Bare på den samme adresse som hele tiden. Og haven er allerede i forbedringsprocessen. Noget, der skulle gøres alligevel, eftersom vi ikke havde tænkt os at sælge, bare udleje...

Beslutninger er der taget rigtig mange af i de sidste 2-3 måneder, og mange muligheder er prøvet af. Der måtte flyve et par fugle, men nye muligheder viser sig hele tiden. Og hvis jeg nu får det der diplom, så bliver det nok ikke sværere, vil jeg tro...

Båden står stadig på land, men i noget bedre stand end da den blev taget op i efteråret. Vi mangler en del til motoren, men den er på vej. Og båden er blevet pudset og poleret i alle ender og kanter, både oppe, nede, ude og inde - og vi finder stadig mere at gøre. Vidundermidlet til at få fjernet de gule & grimme aflejringer på fribordet blev Gelcoat Cleaning Spray, som viste sig blot at være oxalsyre (og desværre fandt jeg først ud af dette magiske middel efter at have renset hele den ene side op med Boat Rubing Liquid, som virker ret godt, men er en noget langsommelig affære)...

Og Mentiqa i Trekantsområdet er i støbeskeen. Endnu har vi valgt at følge passivt med, da et skoleskift ikke er helt aktuelt for Ældste. Han trives faktisk godt i sin folkeskole og har det godt med at kende spillereglerne - og være tæt på kammeraterne, selvom det kan være svært at få leget med nogen. Desværre er vores vidunderlige Matematiklærer lige gået på barsel og kommer ikke tilbage før 4. klasse - og for at det ikke skal være løgn, så er vores lige så dejlige Klasselærer i samme tilstand som førstnævnte, så der står 2! nye lærere på skemaet til 3. klasse * ØV ØV ØV og atter ØV *

Men når vi er ved Ældste, så har han lige været på alletiders Pinsetur til Forlev Spejdercenter og kom glad, træt og møgbeskidt hjem. Alt hvad der havde været med på tur røg i vaskemaskinen (inkl. gummisko!) og ser nu nogenlunde ud. Ældste var i bad i over ½ time og måtte skrubbe grundigt for at få al den sorte mosejord af hud & negle :-)

Vægttab bliver det ikke så meget til, men Ninka & hendes Kernesunde familie hjælper til inspiration, og min egen dejlige familie lytter til mine ønsker :-)
I Mors Dags gave havde de fremskaffet den nyeste Bibel, og jeg kan nu prale af at have både "Kernesund Familie sådan!", "Køkkenrevolution på høje hæle" og "Kernesund mad" i sortiment. Motionen er lige nu den (næsten) daglige cykeltur til & fra arbejde, men planerne er mange, for det kunne gøre ganske godt for min noget slappe og lettere dellede krop...

Det har været godt med et mentalt blæsevejr!

Åh ja... Og sidste nye her til sidst... Yngste cyklede her til aften ned ad havetrappen på sin trehjulede Winter-cykel. Det kunne han altså ikke helt holde til og ligner mest af alt en bokser, der ikke har haft paraderne godt nok oppe...
Når det er sagt, så blev vi alle noget forskrækkede, og et besøg hos tandlægen i morgen er vist på sin plads. Han har det fint nu og sover trygt. Fik tørret tårer, næse og mund og fik is at sutte på, og så var han klar igen. Aftensmaden valgte han selv - havregrød! Om mindre end 5 minutter vil jeg lægge mig ind til ham og passe på ham resten af natten. Det bad han om, da jeg puttede til aften. Nogen gange må (skal) man godt...

torsdag 27 marts 2008

Skriveblokering

Med den bærbare på skødet skulle der jo skrives ord på ord, linie på linie og A4 efter A4 kunne lægges i bunken. Til aflevering om 1½ måned, så har det lange udsigter med de fælles 80 sider - og det er ikke min fortjeneste dem, der allerede er blevet skrevet.

Jeg har en skriveblokering på størrelse med Norge.

Det går ud over alt, hvad jeg foretager mig... Og det er ikke fordi, der ikke er nok at lave alle andre steder i mit liv...

Hvordan jeg kommer videre, ved jeg ikke...

mandag 17 marts 2008

Med ønsker om en dejlig Påske

Mariehønen i Påskeviolerne


En Påskeglad mariehøne jeg sender fra mig.
Den letter fra violerne og bringer lidt til dig.

Lidt gult og lidt godt jeg håber bringer glæde.
(Og nej, det er ikke Kylling i karry)

Påskeglade hilsner



Sådan står der til min påskeven i denne Operation Påskeglad 2008.

Påskekylling i boblekuvert Det med Kylling i Karry handler om den lille gule kylling i boblekuverten (som blev til en brun prøvkuvert) - for at give et hint, når nu ikke jeg har skrevet afsender på...

Faktisk er der ikke engang et poststempel på, for jeg kom næsten lige forbi på min vej til universitetet her til aften. Heldigvis for GPS for jeg kom en helt anden vej end forventet - også til universitetet. Det føltes helt omvendt først at køre langt forbi afkørslen på motorvejen og så alligevel kun være 5 minutters kørsel væk fra mit endelige destinationspunkt og arbejdet med hovedopgaven.

...Der er nu kun 8 weekender og 68 A4-sider tilbage inden den endelige aflevering...

Operation Påskeglad 2008
Jeg glæder mig til at se, hvad Påskeharen finder på til mig ;-)

søndag 11 november 2007

Hænderne op! Eller...

Jeg skylder at sige, at det gik godt den lørdag for 3 uger side. Rigtig godt endda! Jeg kan nu kalde mig den stolte ejer at et 10-tal for mit seminar og forsvar - og så er det efter den nye skala! (Ikke at det gør den store forskel på lige nøjagtig den karakter).

Desuden har vi afleveret både case og virksomhedsanalyse og fik forsvaret førstnævnte, som selvom det var en tynd kop te, blev godkendt. Nu er vi godt i gang med anden og sidste case, og om ikke længe er der endnu 2 x virksomhedsanalyse, et forsvar og en fremlæggelse, og så er det næsten jul...

Efter nytår hedder det 3 x eksamen og derefter en hovedopgave. Hvis alt gå rigtig vel, kan jeg ved sommerferiens start stå med et bevis i hånden og kan kalde mig indehaver af en HD i Regnskab og Økonomistyring... Ikke dårligt for en 32-årig, der ikke engang blev færdig med sin (sproglige) studentereksamen...

Heldigvis er det ikke alt, der går op i universitet og lektier - stadig er den del faktisk forbavsende lille...

Jeg sidder ligenu i køkkenet og kan se ud på havet og horisonten, der langsomt bliver mere og mere lyserød/lilla.
Yngste leger med minisoldater på værelset, og Ældste ser Biler - først startede de med at se den på islandsk, men så gad Yngste ikke at se mere, og Ældste slog over på dansk.
Vi har haft besøg i dag af en legekammerat, og nu er der endlig lidt ro i huset igen.

Det går sin skæve gang i Lillelund, om man så kan sige det...

torsdag 11 oktober 2007

Sovende hjerter

Kan man sige om husets 3 andre beboere ligenu.

En enkelt drømmer og klynker og spjætter lidt som en anden lille hund, mens overboen i køjen ligger lige så nonchalant på ryggen med den ene arm under hovedet. Jeg putter dynen omkring Yngste og aer først den ene og så den anden over panden, inden jeg lister ud og lukker døren lidt til efter mig.

Manden Min passer på dobbeltsengen. Han ved godt, at han nok kommer til at ligger der alene noget tid endnu.

Aftenen er gået, og Natten begyndt. Det kan godt mærkes i krop og sjæl at flere dage er blevet til nætter, inden min dyne har omsluttet mig og fulgt mig ind i drømmeland. Og det er ikke anderledes i aften. Det meste af den tidlige del er gået med at være familiemor og med at hente en bil og aflevere en anden.

Aftenens kande te er drukket. Og isen, som Manden Min serverede, smeltede på tungen og ligger nu som et sødt minde et sted i mit indre.

Jeg skriver - jeg læser - og skriver lidt igen. Sletter dele af det skrevne for at omformulere eller for at undlade. Muligt det bliver godt, men fordelingen af det skrevne er helt skæv. Min egen skyld, at det er blevet sådan. Kunne jo bare have udfyldt mine opgaver som forventet. I stedet ender jeg med selvstændigt at have skrevet 15 sider ud af 35, og det kan man jo ikke prale af, vel? 2 ud af 5 selvstændige afsnit er skrevet af mig... En brøkdel af opgaven, som jo skal afleveres og forsvares med efterfølgende karakter.  Efter den nye karakterskala vel at bemærke...

Alt over 00 er i denne omSkalabæring helt OK, og et resultat, som jeg vil være glad for... Altså ikke glad som i glad, men bare sådan glad... Hvis I forstår, hvad jeg mener...

Hvad blev der af pigen, der i 9. klasse fik 11 i fysik - eller som fik 13 i mundtligt dansk?
Efter den nye skala var det jo "bare" et 12-tal og dermed ikke at skelne fra hinanden.

Sovehjerte... Jeg er nødt til at gemme den fornøjelse til senere...

Ligesom fornøjelsen med varm te, en god bog og et tæppe i sofaen... In my dreams! Den må gemmes til langt senere!

tirsdag 09 oktober 2007

Sceneskift

Der midt i nat eller vel omkring midnat.

Der er altså langt fra økonomistyringstanker om rentabilitetskalkuler, kommunikationsplaner, identificering af cost pools, bencmarking og datamodellering til en lille og meget søvnig dreng, der gnider sine øjne og beklager sig, at han har lavet pølser i sin ble.

Der er langt fra en lille kold dreng, der putter sig ind til sin mor og grynter tilfreds ved at blive puttet nyskiftet tilbage i sin seng - nu med varmepude, for han var noget gennemkold. Der er langt fra den lillebitte stemme, der beder om sin sut, selvom han egentlig ikke rigtig bruger den mere. Der er langt til alt andet moderlighedens altomfavnende varme.

Når først man der allersidst på aftenen er rykket ud af verdenen omkring metodeimplementering og resultatark, så er det slut.

Men altså ikke helt slut, for der manglede et par madpakker... Helt helt stille var huset og verdenen udenfor. Heldigvis kunne jeg snart slukke lyset, snuppe varmepuden og finde min plads i dobbeltsengens Tempurmadrasser.

Det sætter sine spor at sidde længe oppe aften efter aften. Det sætter sine spor i energien, og det sætter spor i humøret. At jeg så heller ikke er helt ovre halsbetændelse, forkølelse, hoste, hovedpine og nu en øm højrekind og et venstre øre, der føles som er det lukket med vat.

På den igen i aften, først med undervisning, og så med mere opgaveskrivning. Heldigvis kan jeg snart se enden af tunnelen på seminar, og hvis jeg er heldig og ihærdig også snart en ende på denne omgang videreuddannelse (HD'en).

Jeg glæder mig til der igen er tid til fordybelse i livets almindeligheder uden nødvendigvis at skulle have den dårlige samvittighed hængende over hovedet.

mandag 08 oktober 2007

8 A4 sider tilbage - eller NOT!

AbcfigurKunne nogen ikke lige smide mig 6-8 A4 sider om "Implementering af ABC systemer"?
Blot med det tvist, at der skal være fokus på "de bløde værdier".

Så ville jeg blive ganske glad!

Glemte jeg at sige, at jeg skal bruge det i morgen aften, hvor vi skal skrive konsklusionen?

Åhr Skidt! Det kan I da sagtens nå, ikke?

For pokkker, hvor jeg bare mangler motivationen til at få den opgave skrevet færdig! Selv ikke frygten for at dumpe (for det er en seminaropgave med forsvar og karakter og det hele) får mig til at få gjort arbejdet færdigt.

Min skrivemakker har virkelig gjort et stort stykke arbejde. TAK! til ham.

Værktøjer

Blog powered by TypePad