Ferie

torsdag 17 juli 2008

Så kom ferieturen til os

Jeg beklager stilheden herinde for øjeblikket...

Først blev jeg "ramt" af nyt job og nu har ferien gjort sit indtog og hele familien er nede i gear og klar til at tage Passat'en på 14 dages eventyr Sydpå.

3 succes'er fra sidste år må gentages, nemlig LEGOLAND Deutschland, Südsee Camping og Playmobil Funpark. Det er det eneste, der er planlagt for nu ;)

Og jeg må videre med at pakke ;-)

RIGTIG GOD SOMMER!

lørdag 15 marts 2008

Velkommen hjem!

Spiderman returns! Jeg ved godt, at det er 14 dage siden, vi kom hjem fra alletiders skiferie, og at jeg ikke har skrevet et muk herinde siden dengang i februar, inden vi tog afsted...

Ferien var helt og aldeles forrygende!

Og hjemkomsten nærmest ligeså. Børnene fandt yndlingslegetøjet (det, der ikke var med i Norge) frem med det samme og var bare hjemme og godt tilfredse. Mætte af en dejlig ferie med super skivejr, hyggeligt samvær og dejlig mad.

Gaupa danserSpiderman her til venstre dansede rundt og var sej og glad.

Og på pisterne var han ikke til at skyde igennem. Vi var på ski flere gange hver dag, og han elskede det. Han var med oppe i terrænet med 4-stolsliften et par gange, og han synes det var fedt (men også hårdt) at stå hele vejen ned. Han foretrak børneområdet, hvor Gaupa og hans venner kom forbi og underholdt. Yngste synes det var skægt, når de kom og lavede ballade og skæg.
I børneområdet fik han også mere frihed til at stå selv, både op i liften og ned af løjperne, hvilket han gjorde rigtig godt :-)

Verdens bedste TapasRejsen med Kiel-Oslo færgen var som altid en ekslusiv oplevelse med god tid til det hele. God mad, gode oplevelser og flotte omgivelser. Selvom vi blev noget overrasket over alle de mennesker, der var på "vores" færge - og den time, vi måtte stå i kø for at komme i badeland, så var det alletiders overfart. Grunden til menneskemængden var (selvfølgelig) at uge 8 og vinterferien var slut og mange skulle hjem eller videre.

Gobler ned fra loftetDet skulle nu ikke have lov til at ødelægge vores feriestart, for bare omgivelserne er noget helt andet en den gængse Hirtshals-Oslo eller Frederikshavn-Oslo (sidstnævnte er nu frasolgt fra ColorLine, og vi slipper for de hvæsende luftkanaler i kahytterne).

Se bare goblerne, der hang farvestrålende ned fra loftet lige over spindeltrappen ved siden af tapasrestauranten og parfumeriet! De er endnu mere skønne i virkeligheden...

Udsigten agterNår vi har Mormor med, så har vi en fem-sengs kahyt, selvom Yngste ikke bruger sin (han elsker at sove hos sin Mor - eller denne gang Mormor - når vi rejser), men det giver lige et ekstra + på kvaliteten og størrelsen af kahytten, og i det strålende vejr vi sejlede afsted i, så er det da skønt at trykke næsen mod "koøjet" og se alt det, vi sejler forbi.

Alt den blæst og storm, der ramte Hirtshals dagen forinden vores afrejse var slet ikke i nærheden af Kiel, så vi fik en ganske fredelig overfart (og så siger jeg slet ikke noget om, at bilen havde lidt svært ved at komme i omdrejninger, da vi skulle hjemmefra garagen... Vel?)

Hvis noget var helt perfekt ved denne skiferie, så var det (også) vejret! Vejene var fine og uden sne at køre på helt til Hemsedal, men på løjperne var der tilgengæld masser. Det har været det bedste sneår/sæson for Hemsedal (og for mange andre steder i Norge), siden de begyndte at måle på snemængde. Og helt ideelt sneede det om natten og var fint vejr om dagen.

Vores norske snemand Fordi temperaturen lå lige der og vippede omkring frysepunktet, kunne vi -for første gang - bygge en snemand af den norske sne. Og jeg fik slet ingen billeder af ham, da han var færdig med arme og strithår og alt det hele... For da vores norske ven var rigtig fin, blev der dømt sneboldkamp, og gæt hvem der tabte? Da vi var færdige, var der ingen snemand tilbage! Kun resterne vidnede om sjov og leg i sneen den eftermiddag.
En enkelt bedstefar og barnebarn nåede dog også at få glæde (og billede) af vores kreation.

En lille snert af malurt var dog at tilkørselsforholdene til vores vanlige lejlighed i Staven var noget forringede, så vi måtte gå lidt for langt for vores smag med alle vores ting og sager. Desuden er vi så vant til at få lejligheden før tid, at vi havde 2 timer i lejlighedsløs overskud, som ikke rigtig kunne bruges til noget. Til gengæld fik vi lov at blive 2 timer længere, da vi skulle rejse, og det var rigtig dejligt.

Nu er vi så hjemme igen... Det har været hverdag i 14 dage, hvor der bare (igen) har været mange ting på programmet. Jeg har stadig den der hovedopgave hængende, som jeg bare har minus motivation til at få skrevet ned. Og for at det ikke skal være løgn, så lå der en Om'mer i min studiebrevbakke, da jeg kom hjem :-( Den tværfaglige eksamen - de 6 stive timer til skriftlig eksamen... Den blev til 00 på scoreboardet.

ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV

Fra vandreturen på borgen i Olso

onsdag 20 februar 2008

Say Hello!

Mille W 3923 WPSTil min nye og ganske hårdtarbejdende ven.

Sammen er vi et godt team, der sammen med spisestuens varme og et uskyldigt hvidt stativ har bekæmpet den store bunke af snavsetøj, der var begyndt at bevæge sig ud af snavsetøjskurven og ud over badeværelsesgulvet.

Jeg har lovet Mille (altså vaskemaskinen - en Miele W 3923 WPS) en uges ferie i uge 9, hvor vi andre tager på skiferie.

Vi skal til Hemsedal, "som vi plejer" og tager Mormor med.
Mormor er den eneste, der ikke står på ski, men det gør ikke noget, for hun er også udemenneske.

Det plejer at være ret hyggeligt :-) Og vi glæder os meget til at komme afsted på lørdag.

I mens spirer foråret herhjemme og bringer farver i haven. Det glæder mig at lyset begynder at få kræft, for det smitter af på humøret og modet til mere og andet end bare hverdagen.

ForrsbebuderIkke at jeg er en af dem, der får vinterdepressioner, men det grå vejr hele tiden er da bare så kedeligt.

I min have står krokus, vintergæk, erantis og violer og græsset begynder at grønnes. Luften får ligesom en anden duft, og lysten til at komme ud og være aktiv er... Ja, kraftigt stigende :-)

Min cykel bliver luftet næsten hverdag til og fra arbejde, og det er dejligt befriende at komme ud i luften og få pulsen en smule op, selvom der kun er ca. 12 minutters tur hver vej.

Om lidt vil jeg begrave mig i indkøbslister og pakkeplaner, for der er ikke mange dage ferie.

Godt forår herhjemme ;-)

søndag 16 december 2007

Sikke mange klokken slår!

Udsigten fra lejligheden i Hemsedal Tretten slag - tiden går
Gæt engang, min lille ven, hvor vi nu skal hen...

Til Hemsedal - på juleferie i Hemsedal :-)
Nu på torsdag, da tager vi afsted.

Når jeg går hjem fra arbejde på fredag kan jeg se frem til 14 dages ferie samme med min dejlige familie, hvoraf de 7 er ude i Norges sne og kulde og indenfor i pejsens varme og med julehygge.

Vi glæder os meget - alle 4!

Der er en meter sne og mange af de gode bakke er åbne - mere er lovet klar til julen, så alt tyder på en aktiv ferie sammen os 4.

Hemsedal er -for os- stadig det ultimative skiferiested for familier med børn i alle aldre ;)
Det er sjette gang i Hemsedal - tredje gang på ski for Yngste på godt 3½ år og nummer ?? for Ældste på 8 år.

Sandsynligheden for mere aktivitet herinde i 2007 er kraftigt dalende, så lidt på forhånd

GOD JUL & GODT NYTÅR!

mandag 17 september 2007

Det går vel meget godt?

Den manglende aktivitet og dybde herinde skyldes ikke, at der ingenting sker... Men tankerne og oplevelserne er svære at få ned på "papir", for det hele er ikke Happy-go-lucky og heller ikke rent sort. Den der grå mellemzone, den udefinerbare grå masse er uhyggelig svær at skrive om, for det er bare sådan...

Vi har just været afsted på en dejlig weekend til Rønbjerg feriecenter. Den sædvanlige weekendtur, fristes jeg til at sige, for jeg er så heldig hvert år at blive inviteret med til en weekend om, hvordan vi kan gøre min fagforening bedre.

Og så har jeg lige talt en time i telefon med Ældstes støttepædagog fra skolen. Det går helt sikkert fremad, men der er stadig ujævnheder og udfordringer at arbejde med. Han udnytter stadig ikke sit talent, men opfatter at han gør - eller at han har et unikt talent, som alle andre ikke har. Han er ikke sen til at tale om det, og det kan godt virke pralende og det, der er værre. Han vil gerne lege med de andre i klassen, men gør det ikke når han får chancen. Han kan gå helt i stykker over at "vennerne" i 3. klasse skal på udetur, for så har han ikke nogen at lege med, selvom der er mindst 5 drenge fra hans egen klasse, der gerne vil lege - og tydeligt har givet udtryk for det. Han græder stadig meget over ting, som vi andre opfatter som banaliteter. Til gengæld oplever vi også en dreng, der er blevet bedre til at blive færdig og komme med, når vi skal videre.

Min egen skole går til gengæld ad hækkenfeldt til... Vi skal aflevere et 30-siders seminar om mindre end 1 måned, og jeg har ikke skrevet en eneste side endnu - endsige læst bøgerne om emnet. Stakkels min skrivemakker...

Yngste trives godt i børnehaven. Andet kan der næsten ikke siges til det... Han er stadig ikke blefri, men indsats er også minimal.

Herhjemme er der en form for stilstand eller våbenhvile... Arbejdsfordelingen er stadig den samme, men det er OK for nu, for jeg fik (for en gang skyld) sagt lidt fra, selvom det endte lidt i et brag og måtte afsluttes pr sms. Vi har begge meget på arbejde, så de store snakke må vente.

Nok for nu, for Golffolket er hjemvendt og er sultne - og om 1 time er der forældremøde i klassen.

torsdag 30 august 2007

Løver

I søndags for 14 dage siden skinnede solen fra en skyfri himmel af en helt bestemt - men uoplyst - grund.

Givskud ZooPå forhånd havde vi bestemt, at vi ville ud af huset fra morgenstunden.
Eftersom vi næsten lige havde besøgt den tyske version af Legoland, faldt valget naturligt på Givskud Zoo.

Naturligt, fordi een af mine kriterier for dagen var, at adgang skulle være "gratis". Vi har årskort til Odense Zoo og dermed gratis adgang til løveparken i Givskud, så afsted med os...

Til trods for at vi kom før tiden, var der allerede kø foran billetlugen, men det er jo en stor park, så vi kom hurtigt igennem lugen, hvor vi købte deres "supertilbud" med en trykt guide, en audioguide og et Hugospil. Vi fik sat CD'en i bilen, og så var vi klar :-)

Fodring forbudtJeg kan ikke engang huske rækkefølgen, vi så dyrene i... Men dette skilt gik igen overalt! Stakkels, stakkels elefant, at den har ondt i maven... Yngste synes, at det var synd for den, men synes at de levende var sjove, at de havde græs på ryggen. Ikke fordi der er meget gang i sådan et par elefanter, de stod bare der og stod - og spiste.
Og kamelerne var ikke meget bedre, synes Yngste... De lå jo bare ned - og sov! Vågn nu op for pokker!

Aberne - altså de der små banditter med lange haler - de var til gengæld mægtig sjove og for rundt og legede og sloges, hoppede fra gren til gren og fik Yngste til at klukle.

Abemor & barnDa vi gik igennem "abehaven" så vi et dejligt syn, som selv Ældste måtte sige "Åh" over. En abemor med sit lille barn på ryggen. Det så dejligt og trygt ud, og de var jo lige der ved siden af os!

Det må jeg sige! Det er en stor oplevelse at være så tæt på dyrene, at man næsten kunne røre...

Men det var ikke det eneste sted, der denne søndag var gang i humøret... Alle steder var det som om, dyrene vidste at vi kom... Det eneste, vi ikke så var ulvene, der lå bag en 3 meter høj vold, men ellers var alle dyre aktive og fremme, så vi kunne se dem, når vi enten gik eller kørte forbi.
Lemurene var ganske underholdende, og når man har Madagaskar og "Danse, danse" i tankerne, så bliver oplevelsen lige en tand sjovere...

Overraskelsen var dog alligevel løverne... For 3-4-5 år siden var vi sidst i løveparken og - så vidt vi husker - så vi ikke andet end skyggen af en løve i det allerfjerneste hjørne. Måske er det derfor, vi ikke har været der siden - hvem ved.

Givskud190807_097Men denne gang var der gang i den!

Det første vi så, var en halv ko - eller altså resterne af en... OG så så vi en til...

Ingen løver - lige indtil vi rundede næste "hjørne"...

For der lå der først 1-2-3-4-5 løver og solede sig eller legede eller gnavede på et ben.

Og mens vi holdt der og beundrede de store dyr rejste en sig op og spankulerede over mod os. Yngste var vildt betaget! (og det var vi andre i øvrigt også). Den satte sig få meter fra bilen og kiggede på os, gabte og fortsatte så (vi spekulerede et øjeblik over, om vi ville få en løve på køleren) lige ud foran bilen.

På den anden side af vejen var endnu en flok løver. Og her var massevis af unger, der tumlede og legede og var vilde - og vil blev også vilde - altså af facination :-)
En enkelt løveunge kom tøffende over vejen lidt forladt kaldende på mor, men den fandt vist hurtigt enten mor eller mad, for der kom fart over den, da de andre begyndte at slås om maden.

Frokosten blev indtaget i ZoOasen, og da alle var mætte, blev der tid til legepladsen med gederne. Men kun kort tid, for vi voksne var mætte af dagen og ville gerne hjem...

Og hvis I også vil se giraffen, så er den herunder :-)

Givskud190807_054

Jo, det var en dejlig fødselsdag :)

tirsdag 21 august 2007

Legoland i Tyskland (Ferie #2)

På feriedag 2 havde vi planlagt (og kørt efter) et besøg i Günzburg.

Ikke fordi byen er noget særligt, men fordi der ligger Legoland i Tyskland!

Willkommen im Legoland!

Med vores danske sæsonpas i hånden kunne vi nemlig komme gratis ind. Og det er jo ikke så ringe endda for folk som os, der elsker LEGO og leg (For vi ved jo godt, hvad LEGO er en forkortelse af, ikke? Leg Godt).
Vi stod næsten foran porten inden åbningstid, som vi plejer, men kun næsten - og vi blev overrasket over mængden af mennesker... Vi måtte en tur forbi billetsalget, for vores sæsonpas passede ikke lige i deres system. Til gengæld blev jeg mødt af en meget serviceminded og smilende dame, der huskede mig på at købe en parkeringsbillet, så vi kunne komme nemt hjem igen. Det tog lidt tid, men ikke så meget, så var vi på vej ind til en fantastisk og hyggelig dag i gode rammer - og i godt vejr, skulle det vise sig :-)

Piratland Mens Ældste og Manden Min var inde for at prøve Drome Racers tog Yngste og jeg på Besichtigung i Piratland.
Det var bare så flot!
Selvfølgelig var det også den nye attraktion i 2007, men jeg var meget imponeret over den måde, alting var genneført i temaet.
Og det er altid en dejlig oplevelse at se, hvor rent der er alle steder.
Piratbådene var en rigtig skæg - men våd - oplevelse.
Vi blev bænket med 4 personer på hver side af båden, så vi alle sad foran en vandkanon med drejehåndtag - og så gik det ellers løs med at sejle rundt i kanalerne og sprøjte vand på de forbipasserende både og på tilskuerne!
Vi blev våde, men tørrede hurtigt i det dejlige solskin.

Kano expeditionVi tog i Land der Abenteuer bagefter.

Der var mange ting at prøve, også nogle vilde nogen, som en 3-årig ikke kan være med til, selvom han gerne vil. Heldigvis var der også mange dejlige muligheder for de små, så Ældste og Faren gik over  for at prøve Jungle expeditionen og Yngste tog en tur i Kanoen, som han selv kunne sejle.
Faktisk havde de små sæder, der kunne sættes ned i kanoen, så små helt ned til 1½ år kunne prøve.
EdderkoppenDer var mange spændende ting at se på i kano-kanalen, og han sejlede den selv ;) Men mere spændende var det heller ikke, for selvom han kunne nå flere ture, så var een nok.

Til gengæld kiggede vi på de fine figurer, der stod allevegne.
"Se mor - en edderkop!" Omend det var en anden størrelse, jeg kiggede efter, fik jeg allgevel øje på den, der mellem grenene.
Der var så meget at kigge på alle steder, at vi næsten gik glip af at se Ældste og Far i vandrutsjebanen (eller hvad man nu kan kalde det).

Den drilske dinosaur De sejlede også forbi den yndigste, men noget drilagtige dinosaur. Hun bød dem velkommen, men spyttede vand, når de kom for nær. I vandpytten under hende gik småfugle og vippede med halerne helt upåvirkede af, at der hvert andet minut (eller sådan noget lignende) kom en vogn kørende forbi på skinnerne lige ved siden af.

Vandpjask set oppefraVed siden af Adventureland lå et Miniplaskland for de mindste, men eftersom vi ikke havde badetøjet med, gik vi i en bue udenom for ikke at friste to af de vandglade sjæle, som vi havde med.
Så et godt råd til sommergæster... HUSK badetøjet!

Udsigten oppefra

I Tret-O-Mobil fik vi set ud over verden, som LEGO ser den. Et rigtig flot syn deroppe fra.
Solen skinnede fra en skyfri himmel hele dagen, og solcreme lå ude i bilen. Men det var der råd for, for i de fleste af butikkerne kunne man - foruden en masse dejlige souvenirs - købe solcreme i forskellige afskygninger. Vi valgte den lille udgave med 2 stk "portionsanrettede" faktor 12, for vi havde jo masser af solcreme med i bilen.

Dragen i TysklandOg jeg skulle hilse fra Ældste og Manden Min og sige, at Dragen hjemme i Legoland Billund er vand ved siden af det sus, de fik af den tyske drage ;)
De er ikke med på billedet her, for det var en tester for at indstille kameraet rigtigt - deres billede belv skævt og rystet, og jeg ville ikke sende dem hen i 20 minutters kø for at forsøge igen...

Imens de "store" stod i kø og efterfølgende fik kriller i maven sad Yngste og jeg og nød dagen, solen og en dejlig is. En is som Yngste selv havde købt hos en charmerende tysk væbner med kæmpestort overskæg og et lige så stort smil nedenunder.

Til dage med for meget regn eller solskin havde Legoland sørget for et besøg i "Fabrikken".
Et besøg, der startede med en lille animationsfilm og uddeling af en lille legoklods påtrykt "LEGO Fabrik 2007". Et tryk, som vi senere i rundturen så, hvordan blev lavet. I "Fabrikken" var blot et udsnit for at vise lidt om teknikken bag produktionen, men det var noget spændende både for en 3-årig og en 8-årig at se hvordan en legomand blev monteret.
Legomænd gennem tiderneDer var også montre med historie - og masser af maskiner, man kunne trykke på og styre - bl.a. kunne man se, hvordan en maskine sorterede blå klodser fra mellem gule ditto.

Jeg kan ikke huske, hvad vi fik at spise hele, men jeg kan huske, at det var godt ;-) Mange steder havde de frisk frugt og andre gode forfriskninger.

Men de var ikke så gode til det med Visa, så vi var glade for vores kontanter, selvom vi havde haft en formodning om, at det ikke var noget problem. Dog havde de flere steder opsat pengeautomater - og billetkontoret kunne også modtage Visa. Ikke at vi fik brug for det i denne omgang ;-)

Jeg er sikker på, at der er rigtig mange ting, som vi ikke fik set, men løftet om et gensyn er afgivet uden forbehold.

Auf Wiedersehen

Hvis I er blevet fristet til at se mere til Legoland i Tyskland, kan I kigge på deres online kortoversigt ;)

fredag 10 august 2007

Den gamle bil (Ferie #1)

Vi kom afsted næsten "til tiden" som planlagt. Lidt forsinket dog, men sådan er det altid med os...

Udsigten fra bilen, dag 1Turen var ellers ved at blive til ingenting, for *kronk* sagde det, da vi kort efter afgang kørte over en mindre urenhed i vejen...
Manden Min havde godt nok været lidt bekymret over mængden af ting og sager, der blev proppet i bagagerum og tagboks, men vi skulle jo have det hele med.
Ind til siden og kigge rundt på bilen... *AV* hvor den hang på det ene bagdæk. Bare ved min vægt nåede skærmen næsten ned og røre ved dækket.
Nå... Men vi kunne jo selv vælge om vi bare ville vende næsen hjem igen eller løse det her og nu søndag morgen omkring kl. 7.00...
En stor skruetrækker kom frem, og skærmen blev med hensynsfulde, men resolutte tag bøjet let indad og opad, så de brede sutter igen kunne være under skærmen. Der er vist ingen, der havde overvejet slidte/halvdøde støddæmpere, flotte brede dæk og rigtig mange kilo bagage (teltet med stænger vejer alene omkring de 30 kg) for 10 år (snart 11) siden, da Manden Min købte bilen.
Det virkede!

Panzer MuseumSå afsted igen med os med god fart mod Deutsches Panzermuseum Munster, som var første stop på turen.
Hvis man er interesseret i tanks og 1. eller 2. verdenskrig, så er det helt sikkert et museum, der er værd at besøge. Der er mandskabsvogne, kampvogne, raketter, kanoner, pistoler, uniformer, hjelme (og rigtig meget andet) og i det hele taget en utrolig god dokumentation af udviklingen af militæret gennem tiderne.
Udenfor står en M48A2, som man kan komme ned i. Drengene (dem alle 3) synes, at det var alletides oplevelse, og jeg synes også at museet var spændende, men nok ikke mit førstevalg, skulle jeg have bestemt ;).
Bestemt var det flot og spændende, og de havde vel næsten alt, men krig er bare ikke lige mit interesseområde ;) Jeg er jo i bund og grund en tøs ;) (Også selvom jeg ikke lignede en sådan, da jeg var barn... Jeg kravlede i træ'r og har 5 ar i hovedet efter huller, der er blevet limet eller syet).

Teltetdag1Efter museet havde vi endnu en køretur på ca 650 km til den første campingplads. Vi havde valgt (og bestilt) den første campingplads WaldCamping Stubenweiher, som ligger tæt på Legoland i Tyskland.

Så var vi nemlig klar til udflugtsmål nr. 2 dagen efter.

Aftensmaden blev indtaget i strålende sol og ved det medbragte picnicbord. Dagen havde ellers budt på adskillige byger og nogen trafik på den tyske autobahn.
Det gik også forbavsende godt/nemt med at slå teltet op :-) Det var jo kun anden gang, vi prøvede det (og første gang var i Farfars have for at prøve det). Dog var vi taknemmlige for vores plads på campingpladsen - en af de bagerst og uden tilskuere i første omgang.

tirsdag 07 august 2007

Hjemme igen

Vel hjemkommet i går og efter en nat i egne senge pakker vi voksne lidt ud, og Drengene gør, som de har sukket efter i 14 dage ;)

NicolaihjemmePå billedet er Tonka Joe (Junior) aka Yngste i fuld gang med at reparere et stakit, hvis nogen skulle være i tvivl.

Arbejdshjelmen har Ældste fået af Morfar engang, da han (altså Ældste) var 3 år og blev passet af Mormor.

Spillet hedder Tonka Workshop og er alletiders til 3-årige, der også vil spille på computer ;) Det er et sæt af en lille værktøjsbænk, der sættes på tastaturet og så selvfølgelig et sjovt spil, hvor man kan bygge mange forskellige ting.

Manden Min er ude for at se til båden, for vi har hørt, at der har været alverdens regnvejr i Danmark, mens vi har været væk. Heldigvis har vi kun haft besøg af diverse byger og et heftigt stormvejr, mens vi har været af sted, men kunne også næsten været sejlet væk den ene nat og fløjet væk en anden ;)

Og i forbindelse med regn, så har jeg allerede fået syn for sagen i vores vaskerum...
Føj for S****!
Afløbet ud til vejen har været stoppet, så det var ikke just parfume, der lugtede af. Førstesalen af garagen (hvor vi har vores vaskerum) er nemlig beboet, og faldstammen deroppefra løber sammen med afløbet til vores vaskemaskine. Så den "virkelige verden" har også på denne måde allerede budt os velkommen med besøg af en kloakmester og hans spulevogn (Tak for god service! Han kom, så og ordnede det indenfor en halv time efter at jeg havde ringet).

Om lidt kommer Mormor med frikadeller ;) Så jeg har ikke mere noget at brokke mig over!

...Billeder og beskrivelser fra ferien kommer snarest ;)

Vi har kørt over 4.000 km, boet på 6 campingpladser, været i 2 oplevelsesparker, været i 2-3 borge + 1 museum og har i løbet af de 15 dage, der er gået, taget over 500 billeder, så der er lidt at finde rundt i :-)

lørdag 21 juli 2007

Det var den stationcar vi kom fra...

Vi er næsten -næsten- færdige med at pakke bil til turen sydpå med telt og alskens tilbehør. Den er godt pakket, bilen. Og tagboksen. Hvert et lille hulrum er udnyttet, og klapvognen (en "lille" en fra Jysk, indkøbt til lejligheden) er spændt på tagbøjlerne ved siden af skiboksen.

Når vi sådan pakker, er jeg dybt imponeret over, hvad Manden Min kan få pakket i bilen! Men samtidig er jeg lettere irriteret over, at det kun med nød og næppe kan være der.

Vi har i mange år snakket om en stationcar. Men det er blevet ved snakken, for vores go'e gamle Mitsubishi Carisma er jo udemærket lidt endnu ;-) Om et par år, når vi kommer til det, så har vi slet ikke brug for at have plads til en klapvogn.

Skidt med det! Om 7 timer (ca) kører vi på ferie!

Værktøjer

Blog powered by TypePad