Ferie

onsdag 20 august 2008

Slut på den sag!

Tilbage til min "lille" slåskamp med Hotels.com (eller den tyske del af dem), så skal til deres forsvar siges, at nu har vi fået vores penge retur... Altså differencen fra prisen på hotellet i Augsburg og til det mindre stjernebesatte Hotel Gerstofen.

Og endnu engang vil jeg sige, at jeg mener, at det var et særdeles godt bytte! Fordi hotellet er et møde- og konferencehotel er det billigere at bo der i weekenden, og det var vi jo bare glade for ;-)

Tilbage til selve Hotels.com...

Efter adskillige mails og opringninger til den tyske agent - og et par henvendelser via deres webformular - og via emails også til den danske agent, tog jeg mig i nakken og ringede til den danske del igen. Første gang var nemlig ingen succes, for medarbejderen ville ikke hjælpe mig (undskyldningen var noget med fingrene i kagedåsen eller noget...)

Jeg fik fat i en ny medarbejder, der ved hjælp af sin supervisor fik løst problemet og tilbagebetalt difference i løbet af nogle dage. Jeg endte godt nok også med at true med både at bede banken om at trække betalingen tilbage og melde dem til både forbrugerombudsmanden, Kontant og diverse andre forbrugerprogrammer, men når man føler, at man slår i dyner, må der hårdere skyts til...

I fredags kunne jeg derfor konstatere, at der stod et OK beløb fra Hotels.com og der lå en mail med en undskyldning for den lange behandlingstid. Vi var på hotellet 26.-28. juli, så det var ikke helt en måneds ventetid og tovtrækkeri, men næsten...

Hvordan det ville have set ud, hvis jeg ikke havde ringet igen, det ved jeg ikke.

Men hvor bliver jeg dog skrap til sådan noget efterhånden!

torsdag 07 august 2008

Teltet (til Stina)

SunValley8 Det fantastiske blå telt som vi havde med på ferie kommer fra Outwell og hedder Sun Valley 8 og er et stort dejligt 8-personers telt med 3 sovekabiner.

Det er et tunneltelt og meget nemt at sætte op og tage ned igen.
Faktisk har vi lige gjort begge dele i dag på under 2 x 15 minutter, da det skulle op for at rengøres og tørre, inden det skulle på plads i garagen.
Det var lige til rekordbogen - eller til bogen om god planlægning, for teltet var ikke mere end lige pakket i trolley'en, før det begyndte at regne ;-)

KidsRoomTeltet er ca. 4 x 8 meter og kan fint være på en almindelig plads på de fleste campingpladser. Men det er stort - også indvendigt - hvilket vi nyder meget, når vi er afsted 10-20 dage i sommerferien.

Den yderste canopy (forteltet) kan lynes af, men det har vi ikke benyttet os af, da det er ganske praktisk med en lille indgang, hvor den medfølgende måtte kan ligge, sandalerne kan stå, og hvor man kan sidde og grille i den medbragte Copp grill i tørvejr, når det regner ved aftensmadstide...

Inderkabinerne (især den midterste) kan tages ned og give mere opholdsrum i teltet, eller den venstre kabine kan erstattes af et Kids Room, som næsten er en lille legeplads i sig selv.

Vores drenge synes, det var det bedste at sove der i deres egen jungle - eller ligge på ryggen på luftmadrassen og skyde til måls mod nettet i loftet med bløde bolde - eller lukke kabinen, så Mor og Far måtte møve sig ind af det lille hul for at sige godnat.

Som en ekstra treat kan man købe et gulvtæppe til opholdsrummet i midten, og det er virkelig guld værd! Det gør underlaget blødt, lunt og lækkert at gå på!
Og havde det ikke været udsolgt, så havde vi også købt et underlag, men en grøn pressenning fra Harald Nyborg kunne fint gøre det ud for skåneunderlag, så teltet ikke blev mudret nedenunder. Pressenningen puttede vi bare i en gennemsigtig affaldssæk, når den var pakket sammen, og på den måde undgik vi mudder og snask på teltet!

Uanset mine lovord om teltet, må jeg dog også komme med en advarsel ;-(

For det er STORT, også når det er pakket sammen... Havde det ikke været for Passat'en, så var det ikke helt sikkert, at vi havde haft plads til det og til alle de andre dejlige ting, som vi ynder at tage med på camping!

Vi er nok ikke de typiske telt-campister, for vi vil have vores luksus med os på ferie ;-)

Imponerende nok har vi plads til både bord, 4 stole, køkkenbord, kogeplade, varmeblæser, luftmadrasser, hovedpuder, Porta Potti, soveposer, legetøj, bærbar PC, bøger, løbehjul og rigtig mange andre dejlige ting, foruden 2 plastkasser med mad og service ;)

Fik jeg det hele med? Ellers vil jeg med glæde fortælle mere :-)

lørdag 02 august 2008

For en uge siden...

Var vi på kortvarigt besøg i Gerstofen og overnattede på Der Stadthotel.
I byen var sommerfest med boder og Biergarten-stemning, og derfor mødte vi denne dame.

Bierfrau-26-7-08

(Beklager den forringede billedkvalitet, for ikke bare kunne hun bære 8 krus øl ad gangen, men tempoet var også sat i overdrive).

Egentlig var vi ganske ligeglade med byen, for ca 45 km derfra lå vores egentlige mål for søndagens udflugt, nemlig LEGOland Deutschland, men vi var landet der, fordi det hotel vi ellers havde booket i Augsburg gennem Hotels.com havde lavet ged i vores bestilling, således at de ingen værelse havde til os. (Og nu venter vi så på at få penge tilbage fra Hotels.com, mon ikke vi får problemer med det?).

LegolandDE LEGOland var - som altid - et besøg værd! Vi fik hygget og leget og pjasket med vand (for denne gang havde vi husket badetøjet), og selvom Yngste stadig ikke er den meter, som de fleste kørende aktiviteter kræver, så fandt vi også mange skægge ting at se på (og prøve)...

Vi nåede næsten frem til åbningstid - havde det ikke været for en drilsk GPS, der (ved en beklagelig fejl) var endt et helt forkert sted, så den ikke bare var at sætte til...

Med vores danske sæsonpas i hånden fik vi hurtigt (efter et besøg i kundeservice) gratis adgang til den tyske søsterparks herligheder!

Sudsee-Camp-19-7-08 Forinden denne feriens sidste forlystelsespark havde vi da også nået at køre sammen med alle de andre ferietosser en fredag eftermiddang gennem Tyskland, super campingpladsen Südsee med det store (og vilde) vandland med både bølgebassin og udendørs vandkanal, hvor jeg fik det ømmeste øre efter et sammenstød med kanten.
Vi fandt endnu engang campingpladsen med verdens ældste Campingmutti ved Playmobil Funpark.
Behøver jeg at sige, at Funparken var en success?
Der er bare så meget at se og prøve, og køerne er aldrig lange ;-)

Derefter gik turen til Tyrol. Lige på den anden side af et kæmpe bjerg - i Østrig - lå en dejlig campingplads, hvor eneste klagepunkt var deres kolde nætter!

LynDet blev vores base til udflugten for at se lyn og torden på Deutsches Museum.
Vi ankom lige efter frokost og blev til lukketid kl. 17.00.
Og vi havde ikke set det hele endnu, for 46.000 m2 fyldt med viden om alt fra tunnel- og brobygning, vandkanaler, kommunikationsteknik og alt mellem himmel og jord af naturvidenskab er ikke til at nå på en enkelt dag!

Tiroler Zugspitz Camping var et fint udgangspunkt for de planlagte udflugter, for det lå ved foden af Tysklands højeste bjerg Zugspitze, som vi besøgte på en flot og solskinsklar dag.
Vi valgte den tyske version af Zugspitze-rundturen, for så kunne vi prøve tandhjulsbanen, Gletscherbanen og den lange Eibsee-Seilbahn og ikke på noget tidspunkt (før til sidst) komme det samme sted hen. Vi stod "tidligt" op og nåede lige den første afgang kl. 8.45, for vi havde besluttet ikke at ville bruge penge på frokost deroppe - en rundtur koster pr. voksen € 45, så det er jo ikke helt billigt, og ved at komme tidligt op på bjerget kunne vi også undgå eftermiddagens skyer ;)

Det var i den nærliggende tyske by Garmisch-Partenkirchen, at vi fandt en dejlig italiensk restaurant og en thailandsk restaurant med over 300 retter på menukortet.

Efter de kolde nætter i Tyrol valgte vi at booke et hotel for et par overnatninger omkring besøget i LEGOland... Og erfaringerne med onlinebookingen har jeg jo beskrevet tidligere...

Stadthotel Gersthofen kan helt sikkert anbefales! Det var et godt udgangspunkt for LEGOland, det var billigt (hvis vi får vores penge retur fra Hotels.com) og havde en fantastisk morgenbuffet!

Vi valgte at køre tidligt hele vejen hjem i stedet for at tage endnu en campingplads mere på hjemvejen. Vi voksne var mætte af camping- og udeferie, og det var Drengene vist også, for da de fik budet om badelandet i Südsee sagde de bare, at det havde vi jo prøvet ;-)

Playmobil-i-vand

Sådan så det ud i forgårs efter et hurtigt besøg i Bilka efter nyt fjernsyn - og en smuttur i Toys'r'us efter badebassin ;)

Sommeren er kommet med os hjem, og vi nyder derfor at have en hel uge tilbage af ferien inden jobs, skole og børnehave venter den 11. august.

torsdag 17 juli 2008

Så kom ferieturen til os

Jeg beklager stilheden herinde for øjeblikket...

Først blev jeg "ramt" af nyt job og nu har ferien gjort sit indtog og hele familien er nede i gear og klar til at tage Passat'en på 14 dages eventyr Sydpå.

3 succes'er fra sidste år må gentages, nemlig LEGOLAND Deutschland, Südsee Camping og Playmobil Funpark. Det er det eneste, der er planlagt for nu ;)

Og jeg må videre med at pakke ;-)

RIGTIG GOD SOMMER!

lørdag 15 marts 2008

Velkommen hjem!

Spiderman returns! Jeg ved godt, at det er 14 dage siden, vi kom hjem fra alletiders skiferie, og at jeg ikke har skrevet et muk herinde siden dengang i februar, inden vi tog afsted...

Ferien var helt og aldeles forrygende!

Og hjemkomsten nærmest ligeså. Børnene fandt yndlingslegetøjet (det, der ikke var med i Norge) frem med det samme og var bare hjemme og godt tilfredse. Mætte af en dejlig ferie med super skivejr, hyggeligt samvær og dejlig mad.

Gaupa danserSpiderman her til venstre dansede rundt og var sej og glad.

Og på pisterne var han ikke til at skyde igennem. Vi var på ski flere gange hver dag, og han elskede det. Han var med oppe i terrænet med 4-stolsliften et par gange, og han synes det var fedt (men også hårdt) at stå hele vejen ned. Han foretrak børneområdet, hvor Gaupa og hans venner kom forbi og underholdt. Yngste synes det var skægt, når de kom og lavede ballade og skæg.
I børneområdet fik han også mere frihed til at stå selv, både op i liften og ned af løjperne, hvilket han gjorde rigtig godt :-)

Verdens bedste TapasRejsen med Kiel-Oslo færgen var som altid en ekslusiv oplevelse med god tid til det hele. God mad, gode oplevelser og flotte omgivelser. Selvom vi blev noget overrasket over alle de mennesker, der var på "vores" færge - og den time, vi måtte stå i kø for at komme i badeland, så var det alletiders overfart. Grunden til menneskemængden var (selvfølgelig) at uge 8 og vinterferien var slut og mange skulle hjem eller videre.

Gobler ned fra loftetDet skulle nu ikke have lov til at ødelægge vores feriestart, for bare omgivelserne er noget helt andet en den gængse Hirtshals-Oslo eller Frederikshavn-Oslo (sidstnævnte er nu frasolgt fra ColorLine, og vi slipper for de hvæsende luftkanaler i kahytterne).

Se bare goblerne, der hang farvestrålende ned fra loftet lige over spindeltrappen ved siden af tapasrestauranten og parfumeriet! De er endnu mere skønne i virkeligheden...

Udsigten agterNår vi har Mormor med, så har vi en fem-sengs kahyt, selvom Yngste ikke bruger sin (han elsker at sove hos sin Mor - eller denne gang Mormor - når vi rejser), men det giver lige et ekstra + på kvaliteten og størrelsen af kahytten, og i det strålende vejr vi sejlede afsted i, så er det da skønt at trykke næsen mod "koøjet" og se alt det, vi sejler forbi.

Alt den blæst og storm, der ramte Hirtshals dagen forinden vores afrejse var slet ikke i nærheden af Kiel, så vi fik en ganske fredelig overfart (og så siger jeg slet ikke noget om, at bilen havde lidt svært ved at komme i omdrejninger, da vi skulle hjemmefra garagen... Vel?)

Hvis noget var helt perfekt ved denne skiferie, så var det (også) vejret! Vejene var fine og uden sne at køre på helt til Hemsedal, men på løjperne var der tilgengæld masser. Det har været det bedste sneår/sæson for Hemsedal (og for mange andre steder i Norge), siden de begyndte at måle på snemængde. Og helt ideelt sneede det om natten og var fint vejr om dagen.

Vores norske snemand Fordi temperaturen lå lige der og vippede omkring frysepunktet, kunne vi -for første gang - bygge en snemand af den norske sne. Og jeg fik slet ingen billeder af ham, da han var færdig med arme og strithår og alt det hele... For da vores norske ven var rigtig fin, blev der dømt sneboldkamp, og gæt hvem der tabte? Da vi var færdige, var der ingen snemand tilbage! Kun resterne vidnede om sjov og leg i sneen den eftermiddag.
En enkelt bedstefar og barnebarn nåede dog også at få glæde (og billede) af vores kreation.

En lille snert af malurt var dog at tilkørselsforholdene til vores vanlige lejlighed i Staven var noget forringede, så vi måtte gå lidt for langt for vores smag med alle vores ting og sager. Desuden er vi så vant til at få lejligheden før tid, at vi havde 2 timer i lejlighedsløs overskud, som ikke rigtig kunne bruges til noget. Til gengæld fik vi lov at blive 2 timer længere, da vi skulle rejse, og det var rigtig dejligt.

Nu er vi så hjemme igen... Det har været hverdag i 14 dage, hvor der bare (igen) har været mange ting på programmet. Jeg har stadig den der hovedopgave hængende, som jeg bare har minus motivation til at få skrevet ned. Og for at det ikke skal være løgn, så lå der en Om'mer i min studiebrevbakke, da jeg kom hjem :-( Den tværfaglige eksamen - de 6 stive timer til skriftlig eksamen... Den blev til 00 på scoreboardet.

ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV

Fra vandreturen på borgen i Olso

onsdag 20 februar 2008

Say Hello!

Mille W 3923 WPSTil min nye og ganske hårdtarbejdende ven.

Sammen er vi et godt team, der sammen med spisestuens varme og et uskyldigt hvidt stativ har bekæmpet den store bunke af snavsetøj, der var begyndt at bevæge sig ud af snavsetøjskurven og ud over badeværelsesgulvet.

Jeg har lovet Mille (altså vaskemaskinen - en Miele W 3923 WPS) en uges ferie i uge 9, hvor vi andre tager på skiferie.

Vi skal til Hemsedal, "som vi plejer" og tager Mormor med.
Mormor er den eneste, der ikke står på ski, men det gør ikke noget, for hun er også udemenneske.

Det plejer at være ret hyggeligt :-) Og vi glæder os meget til at komme afsted på lørdag.

I mens spirer foråret herhjemme og bringer farver i haven. Det glæder mig at lyset begynder at få kræft, for det smitter af på humøret og modet til mere og andet end bare hverdagen.

ForrsbebuderIkke at jeg er en af dem, der får vinterdepressioner, men det grå vejr hele tiden er da bare så kedeligt.

I min have står krokus, vintergæk, erantis og violer og græsset begynder at grønnes. Luften får ligesom en anden duft, og lysten til at komme ud og være aktiv er... Ja, kraftigt stigende :-)

Min cykel bliver luftet næsten hverdag til og fra arbejde, og det er dejligt befriende at komme ud i luften og få pulsen en smule op, selvom der kun er ca. 12 minutters tur hver vej.

Om lidt vil jeg begrave mig i indkøbslister og pakkeplaner, for der er ikke mange dage ferie.

Godt forår herhjemme ;-)

søndag 16 december 2007

Sikke mange klokken slår!

Udsigten fra lejligheden i Hemsedal Tretten slag - tiden går
Gæt engang, min lille ven, hvor vi nu skal hen...

Til Hemsedal - på juleferie i Hemsedal :-)
Nu på torsdag, da tager vi afsted.

Når jeg går hjem fra arbejde på fredag kan jeg se frem til 14 dages ferie samme med min dejlige familie, hvoraf de 7 er ude i Norges sne og kulde og indenfor i pejsens varme og med julehygge.

Vi glæder os meget - alle 4!

Der er en meter sne og mange af de gode bakke er åbne - mere er lovet klar til julen, så alt tyder på en aktiv ferie sammen os 4.

Hemsedal er -for os- stadig det ultimative skiferiested for familier med børn i alle aldre ;)
Det er sjette gang i Hemsedal - tredje gang på ski for Yngste på godt 3½ år og nummer ?? for Ældste på 8 år.

Sandsynligheden for mere aktivitet herinde i 2007 er kraftigt dalende, så lidt på forhånd

GOD JUL & GODT NYTÅR!

mandag 17 september 2007

Det går vel meget godt?

Den manglende aktivitet og dybde herinde skyldes ikke, at der ingenting sker... Men tankerne og oplevelserne er svære at få ned på "papir", for det hele er ikke Happy-go-lucky og heller ikke rent sort. Den der grå mellemzone, den udefinerbare grå masse er uhyggelig svær at skrive om, for det er bare sådan...

Vi har just været afsted på en dejlig weekend til Rønbjerg feriecenter. Den sædvanlige weekendtur, fristes jeg til at sige, for jeg er så heldig hvert år at blive inviteret med til en weekend om, hvordan vi kan gøre min fagforening bedre.

Og så har jeg lige talt en time i telefon med Ældstes støttepædagog fra skolen. Det går helt sikkert fremad, men der er stadig ujævnheder og udfordringer at arbejde med. Han udnytter stadig ikke sit talent, men opfatter at han gør - eller at han har et unikt talent, som alle andre ikke har. Han er ikke sen til at tale om det, og det kan godt virke pralende og det, der er værre. Han vil gerne lege med de andre i klassen, men gør det ikke når han får chancen. Han kan gå helt i stykker over at "vennerne" i 3. klasse skal på udetur, for så har han ikke nogen at lege med, selvom der er mindst 5 drenge fra hans egen klasse, der gerne vil lege - og tydeligt har givet udtryk for det. Han græder stadig meget over ting, som vi andre opfatter som banaliteter. Til gengæld oplever vi også en dreng, der er blevet bedre til at blive færdig og komme med, når vi skal videre.

Min egen skole går til gengæld ad hækkenfeldt til... Vi skal aflevere et 30-siders seminar om mindre end 1 måned, og jeg har ikke skrevet en eneste side endnu - endsige læst bøgerne om emnet. Stakkels min skrivemakker...

Yngste trives godt i børnehaven. Andet kan der næsten ikke siges til det... Han er stadig ikke blefri, men indsats er også minimal.

Herhjemme er der en form for stilstand eller våbenhvile... Arbejdsfordelingen er stadig den samme, men det er OK for nu, for jeg fik (for en gang skyld) sagt lidt fra, selvom det endte lidt i et brag og måtte afsluttes pr sms. Vi har begge meget på arbejde, så de store snakke må vente.

Nok for nu, for Golffolket er hjemvendt og er sultne - og om 1 time er der forældremøde i klassen.

torsdag 30 august 2007

Løver

I søndags for 14 dage siden skinnede solen fra en skyfri himmel af en helt bestemt - men uoplyst - grund.

Givskud ZooPå forhånd havde vi bestemt, at vi ville ud af huset fra morgenstunden.
Eftersom vi næsten lige havde besøgt den tyske version af Legoland, faldt valget naturligt på Givskud Zoo.

Naturligt, fordi een af mine kriterier for dagen var, at adgang skulle være "gratis". Vi har årskort til Odense Zoo og dermed gratis adgang til løveparken i Givskud, så afsted med os...

Til trods for at vi kom før tiden, var der allerede kø foran billetlugen, men det er jo en stor park, så vi kom hurtigt igennem lugen, hvor vi købte deres "supertilbud" med en trykt guide, en audioguide og et Hugospil. Vi fik sat CD'en i bilen, og så var vi klar :-)

Fodring forbudtJeg kan ikke engang huske rækkefølgen, vi så dyrene i... Men dette skilt gik igen overalt! Stakkels, stakkels elefant, at den har ondt i maven... Yngste synes, at det var synd for den, men synes at de levende var sjove, at de havde græs på ryggen. Ikke fordi der er meget gang i sådan et par elefanter, de stod bare der og stod - og spiste.
Og kamelerne var ikke meget bedre, synes Yngste... De lå jo bare ned - og sov! Vågn nu op for pokker!

Aberne - altså de der små banditter med lange haler - de var til gengæld mægtig sjove og for rundt og legede og sloges, hoppede fra gren til gren og fik Yngste til at klukle.

Abemor & barnDa vi gik igennem "abehaven" så vi et dejligt syn, som selv Ældste måtte sige "Åh" over. En abemor med sit lille barn på ryggen. Det så dejligt og trygt ud, og de var jo lige der ved siden af os!

Det må jeg sige! Det er en stor oplevelse at være så tæt på dyrene, at man næsten kunne røre...

Men det var ikke det eneste sted, der denne søndag var gang i humøret... Alle steder var det som om, dyrene vidste at vi kom... Det eneste, vi ikke så var ulvene, der lå bag en 3 meter høj vold, men ellers var alle dyre aktive og fremme, så vi kunne se dem, når vi enten gik eller kørte forbi.
Lemurene var ganske underholdende, og når man har Madagaskar og "Danse, danse" i tankerne, så bliver oplevelsen lige en tand sjovere...

Overraskelsen var dog alligevel løverne... For 3-4-5 år siden var vi sidst i løveparken og - så vidt vi husker - så vi ikke andet end skyggen af en løve i det allerfjerneste hjørne. Måske er det derfor, vi ikke har været der siden - hvem ved.

Givskud190807_097Men denne gang var der gang i den!

Det første vi så, var en halv ko - eller altså resterne af en... OG så så vi en til...

Ingen løver - lige indtil vi rundede næste "hjørne"...

For der lå der først 1-2-3-4-5 løver og solede sig eller legede eller gnavede på et ben.

Og mens vi holdt der og beundrede de store dyr rejste en sig op og spankulerede over mod os. Yngste var vildt betaget! (og det var vi andre i øvrigt også). Den satte sig få meter fra bilen og kiggede på os, gabte og fortsatte så (vi spekulerede et øjeblik over, om vi ville få en løve på køleren) lige ud foran bilen.

På den anden side af vejen var endnu en flok løver. Og her var massevis af unger, der tumlede og legede og var vilde - og vil blev også vilde - altså af facination :-)
En enkelt løveunge kom tøffende over vejen lidt forladt kaldende på mor, men den fandt vist hurtigt enten mor eller mad, for der kom fart over den, da de andre begyndte at slås om maden.

Frokosten blev indtaget i ZoOasen, og da alle var mætte, blev der tid til legepladsen med gederne. Men kun kort tid, for vi voksne var mætte af dagen og ville gerne hjem...

Og hvis I også vil se giraffen, så er den herunder :-)

Givskud190807_054

Jo, det var en dejlig fødselsdag :)

tirsdag 21 august 2007

Legoland i Tyskland (Ferie #2)

På feriedag 2 havde vi planlagt (og kørt efter) et besøg i Günzburg.

Ikke fordi byen er noget særligt, men fordi der ligger Legoland i Tyskland!

Willkommen im Legoland!

Med vores danske sæsonpas i hånden kunne vi nemlig komme gratis ind. Og det er jo ikke så ringe endda for folk som os, der elsker LEGO og leg (For vi ved jo godt, hvad LEGO er en forkortelse af, ikke? Leg Godt).
Vi stod næsten foran porten inden åbningstid, som vi plejer, men kun næsten - og vi blev overrasket over mængden af mennesker... Vi måtte en tur forbi billetsalget, for vores sæsonpas passede ikke lige i deres system. Til gengæld blev jeg mødt af en meget serviceminded og smilende dame, der huskede mig på at købe en parkeringsbillet, så vi kunne komme nemt hjem igen. Det tog lidt tid, men ikke så meget, så var vi på vej ind til en fantastisk og hyggelig dag i gode rammer - og i godt vejr, skulle det vise sig :-)

Piratland Mens Ældste og Manden Min var inde for at prøve Drome Racers tog Yngste og jeg på Besichtigung i Piratland.
Det var bare så flot!
Selvfølgelig var det også den nye attraktion i 2007, men jeg var meget imponeret over den måde, alting var genneført i temaet.
Og det er altid en dejlig oplevelse at se, hvor rent der er alle steder.
Piratbådene var en rigtig skæg - men våd - oplevelse.
Vi blev bænket med 4 personer på hver side af båden, så vi alle sad foran en vandkanon med drejehåndtag - og så gik det ellers løs med at sejle rundt i kanalerne og sprøjte vand på de forbipasserende både og på tilskuerne!
Vi blev våde, men tørrede hurtigt i det dejlige solskin.

Kano expeditionVi tog i Land der Abenteuer bagefter.

Der var mange ting at prøve, også nogle vilde nogen, som en 3-årig ikke kan være med til, selvom han gerne vil. Heldigvis var der også mange dejlige muligheder for de små, så Ældste og Faren gik over  for at prøve Jungle expeditionen og Yngste tog en tur i Kanoen, som han selv kunne sejle.
Faktisk havde de små sæder, der kunne sættes ned i kanoen, så små helt ned til 1½ år kunne prøve.
EdderkoppenDer var mange spændende ting at se på i kano-kanalen, og han sejlede den selv ;) Men mere spændende var det heller ikke, for selvom han kunne nå flere ture, så var een nok.

Til gengæld kiggede vi på de fine figurer, der stod allevegne.
"Se mor - en edderkop!" Omend det var en anden størrelse, jeg kiggede efter, fik jeg allgevel øje på den, der mellem grenene.
Der var så meget at kigge på alle steder, at vi næsten gik glip af at se Ældste og Far i vandrutsjebanen (eller hvad man nu kan kalde det).

Den drilske dinosaur De sejlede også forbi den yndigste, men noget drilagtige dinosaur. Hun bød dem velkommen, men spyttede vand, når de kom for nær. I vandpytten under hende gik småfugle og vippede med halerne helt upåvirkede af, at der hvert andet minut (eller sådan noget lignende) kom en vogn kørende forbi på skinnerne lige ved siden af.

Vandpjask set oppefraVed siden af Adventureland lå et Miniplaskland for de mindste, men eftersom vi ikke havde badetøjet med, gik vi i en bue udenom for ikke at friste to af de vandglade sjæle, som vi havde med.
Så et godt råd til sommergæster... HUSK badetøjet!

Udsigten oppefra

I Tret-O-Mobil fik vi set ud over verden, som LEGO ser den. Et rigtig flot syn deroppe fra.
Solen skinnede fra en skyfri himmel hele dagen, og solcreme lå ude i bilen. Men det var der råd for, for i de fleste af butikkerne kunne man - foruden en masse dejlige souvenirs - købe solcreme i forskellige afskygninger. Vi valgte den lille udgave med 2 stk "portionsanrettede" faktor 12, for vi havde jo masser af solcreme med i bilen.

Dragen i TysklandOg jeg skulle hilse fra Ældste og Manden Min og sige, at Dragen hjemme i Legoland Billund er vand ved siden af det sus, de fik af den tyske drage ;)
De er ikke med på billedet her, for det var en tester for at indstille kameraet rigtigt - deres billede belv skævt og rystet, og jeg ville ikke sende dem hen i 20 minutters kø for at forsøge igen...

Imens de "store" stod i kø og efterfølgende fik kriller i maven sad Yngste og jeg og nød dagen, solen og en dejlig is. En is som Yngste selv havde købt hos en charmerende tysk væbner med kæmpestort overskæg og et lige så stort smil nedenunder.

Til dage med for meget regn eller solskin havde Legoland sørget for et besøg i "Fabrikken".
Et besøg, der startede med en lille animationsfilm og uddeling af en lille legoklods påtrykt "LEGO Fabrik 2007". Et tryk, som vi senere i rundturen så, hvordan blev lavet. I "Fabrikken" var blot et udsnit for at vise lidt om teknikken bag produktionen, men det var noget spændende både for en 3-årig og en 8-årig at se hvordan en legomand blev monteret.
Legomænd gennem tiderneDer var også montre med historie - og masser af maskiner, man kunne trykke på og styre - bl.a. kunne man se, hvordan en maskine sorterede blå klodser fra mellem gule ditto.

Jeg kan ikke huske, hvad vi fik at spise hele, men jeg kan huske, at det var godt ;-) Mange steder havde de frisk frugt og andre gode forfriskninger.

Men de var ikke så gode til det med Visa, så vi var glade for vores kontanter, selvom vi havde haft en formodning om, at det ikke var noget problem. Dog havde de flere steder opsat pengeautomater - og billetkontoret kunne også modtage Visa. Ikke at vi fik brug for det i denne omgang ;-)

Jeg er sikker på, at der er rigtig mange ting, som vi ikke fik set, men løftet om et gensyn er afgivet uden forbehold.

Auf Wiedersehen

Hvis I er blevet fristet til at se mere til Legoland i Tyskland, kan I kigge på deres online kortoversigt ;)

Værktøjer

Blog powered by TypePad