Familie

torsdag 17 juli 2008

Så kom ferieturen til os

Jeg beklager stilheden herinde for øjeblikket...

Først blev jeg "ramt" af nyt job og nu har ferien gjort sit indtog og hele familien er nede i gear og klar til at tage Passat'en på 14 dages eventyr Sydpå.

3 succes'er fra sidste år må gentages, nemlig LEGOLAND Deutschland, Südsee Camping og Playmobil Funpark. Det er det eneste, der er planlagt for nu ;)

Og jeg må videre med at pakke ;-)

RIGTIG GOD SOMMER!

onsdag 02 juli 2008

Nyeste familiemedlem

NyBil Mød nyeste medlem af familien.

Eller forventeligt fra på mandag.

En VW Passat Variant Comfortline 2,0 TDI med 140 HK med 55.000 km på tælleren.

Farvel til den gamle trofaste Carisma fra 1996, der i skrivende stund har 274.000 km på tælleren med en af os bag rattet. Den er fra før "min tid", og det siger vel lidt om driftsikkerhed ;)

Det er næsten vemodigt at skulle aflevere den på mandag, for hvem ved, hvad den nu skal igennem? En næsten 12-årig dame, der uden at brokke alt for meget har kørt os på mange spændende eventyr, og som Manden Min siger, så er den ene af sønnerne nærmest født i den.

Vi glæder os!
P.S. Yngste brokkede...
Han ville hellere ha' en Peugot - fordi der er en sej løve på.

søndag 15 juni 2008

Et øjeblink

Synes ikke andet end, at det var i går, jeg lukkede mine øjne efter en dejlig weekend, hvor vi lørdag havde fejret 4-års fødselsdag og tilbragt søndagen med at klargøre båd...

Men så åbnede jeg øjnene op og fandt, at 14 dage er gået i fuld galop.

Den første uge gik med skriftlig eksamen, fars dag og en solid oprydning i garagen og med mere båd - den søndag aften gik jeg træt i seng efter at have vasket, skrubbet og poleret til langt ud på aftenen.

Den næste uge gik også helt af sig selv... Garagen blev fyldt op med møbler alt for gode til at smide ud, og torsdag havde jeg en god og positiv oplevelse med Mission Afrika Genbrug, hvor to yderste søde mænd hentede alt, der var samlet sammen - og sagde pænt tak! (i modsætning til en af de andre genbrugscentre i byen, hvor de ville vide om det var pænt, rent og helt uden skrammer, før de ville afhente).
I går var det sengetøjsskabet, det gik ud over, så nu er der også lagt et kæmpe læs af gamle dyner og sengetøj fra Der er nu dejligt meget plads i skabene til nyt og lækkert af slagsen.

I dag har vi holdt fri fra de praktiske pligter for at køre til Vejle til Økolariet og bruge et par timer på at se kloakrotter og lære om skoven indenfor - når nu det regnede udenfor.

Vi når en del, synes jeg. Alligevel føles det som om dagene bare går og går og går...

onsdag 14 maj 2008

Status af en slags...

Det er vist på tide med lidt lyd herfra! Og en status af en slags på alle de bolde, der har været i luften i det sidste lange stykke tid...

Allerførst! Så afleverede jeg i lørdags godt 80 sider til Studiesekretæren på Universitetet. Så er den hovedopgave afleveret, og det blev fejret på behøring vis med brunch, kaffe & friskpresset juice :-)
Så er der bare forsvar om små 14 dage og en re-eksamen 2 dage efter. Mon jeg kunne være den (heldige) lykkelige ejer af et Erhvervsøkonomisk Diplom sidst i juni, så?

Sidst i Påsken kiggede vi på hus. Et dejligt et fra 1926 med plads i 3 plan og en dejlig lille have. Lige der, hvor alle Ældstes klassekammerater bor - og i "det rigtige kvarter" i byen. Processen har været lang og rigtig god, for det var dyrt - for dyrt - til os og i forhold til standen af det. Vi valgte at få en byggesagkyndig til at kigge grundigt på det for ikke at risikere at købe katten i sækken - eller et hus fuldt af fejl. Og vi gav bud i samarbejde med en advokat, for det skulle gøres ordenligt. Vores bud var (naturligt nok) ikke højt nok til sælger, så en anden må købe det, og det er helt fint. I processen er vi blevet klogere! På os selv og på vores drømme. På vores forventninger til en bolig og på de barrierer for ikke bare at gøre noget her, hvor vi i forvejen bor stort og ganske dejligt. Så køkkendrømme kan blive til virkelighed alligevel. Bare på den samme adresse som hele tiden. Og haven er allerede i forbedringsprocessen. Noget, der skulle gøres alligevel, eftersom vi ikke havde tænkt os at sælge, bare udleje...

Beslutninger er der taget rigtig mange af i de sidste 2-3 måneder, og mange muligheder er prøvet af. Der måtte flyve et par fugle, men nye muligheder viser sig hele tiden. Og hvis jeg nu får det der diplom, så bliver det nok ikke sværere, vil jeg tro...

Båden står stadig på land, men i noget bedre stand end da den blev taget op i efteråret. Vi mangler en del til motoren, men den er på vej. Og båden er blevet pudset og poleret i alle ender og kanter, både oppe, nede, ude og inde - og vi finder stadig mere at gøre. Vidundermidlet til at få fjernet de gule & grimme aflejringer på fribordet blev Gelcoat Cleaning Spray, som viste sig blot at være oxalsyre (og desværre fandt jeg først ud af dette magiske middel efter at have renset hele den ene side op med Boat Rubing Liquid, som virker ret godt, men er en noget langsommelig affære)...

Og Mentiqa i Trekantsområdet er i støbeskeen. Endnu har vi valgt at følge passivt med, da et skoleskift ikke er helt aktuelt for Ældste. Han trives faktisk godt i sin folkeskole og har det godt med at kende spillereglerne - og være tæt på kammeraterne, selvom det kan være svært at få leget med nogen. Desværre er vores vidunderlige Matematiklærer lige gået på barsel og kommer ikke tilbage før 4. klasse - og for at det ikke skal være løgn, så er vores lige så dejlige Klasselærer i samme tilstand som førstnævnte, så der står 2! nye lærere på skemaet til 3. klasse * ØV ØV ØV og atter ØV *

Men når vi er ved Ældste, så har han lige været på alletiders Pinsetur til Forlev Spejdercenter og kom glad, træt og møgbeskidt hjem. Alt hvad der havde været med på tur røg i vaskemaskinen (inkl. gummisko!) og ser nu nogenlunde ud. Ældste var i bad i over ½ time og måtte skrubbe grundigt for at få al den sorte mosejord af hud & negle :-)

Vægttab bliver det ikke så meget til, men Ninka & hendes Kernesunde familie hjælper til inspiration, og min egen dejlige familie lytter til mine ønsker :-)
I Mors Dags gave havde de fremskaffet den nyeste Bibel, og jeg kan nu prale af at have både "Kernesund Familie sådan!", "Køkkenrevolution på høje hæle" og "Kernesund mad" i sortiment. Motionen er lige nu den (næsten) daglige cykeltur til & fra arbejde, men planerne er mange, for det kunne gøre ganske godt for min noget slappe og lettere dellede krop...

Det har været godt med et mentalt blæsevejr!

Åh ja... Og sidste nye her til sidst... Yngste cyklede her til aften ned ad havetrappen på sin trehjulede Winter-cykel. Det kunne han altså ikke helt holde til og ligner mest af alt en bokser, der ikke har haft paraderne godt nok oppe...
Når det er sagt, så blev vi alle noget forskrækkede, og et besøg hos tandlægen i morgen er vist på sin plads. Han har det fint nu og sover trygt. Fik tørret tårer, næse og mund og fik is at sutte på, og så var han klar igen. Aftensmaden valgte han selv - havregrød! Om mindre end 5 minutter vil jeg lægge mig ind til ham og passe på ham resten af natten. Det bad han om, da jeg puttede til aften. Nogen gange må (skal) man godt...

søndag 30 marts 2008

Tillykke min søn!

Fødelsdagsgaver til en 9-årigHele dagen har været Ældstes. For i dag fyldte han 9 år. Efter eget ønske blev han sunget op med "Happy Birthday". Morgenmaden bestod af æg og bacon, og formiddagen af fri leg. Til middag tog vi i bowlinghallen med 10 glade drenge (inkl. vores to egne) og holdt fødselsdag med bowling, slush-ice og drengemad. Forinden havde vi hentet en flot brunsvigerkagemand hos bageren, og drengene hyggede sig aldeles fint. Efter al maden måtte de udendørs og løbe sukkerchokket af sig.

Vi nåede lige hjem, inden næste hold gæster ankom, og vi kunne holde familiefødselsdag med (grov)boller og kakao. Han blev godt begavet med flere praktiske gaver og en enkelt bytter, fordi han havde den i forvejen. Hittet var en Picooz microhelikopter, men det kræver gevaldig øvelse, før den flyver jævnt.

Bug Podz i brugOg så var der myreobservatoriet, der straks blev taget i brug sammen med Moster, "Onkel" (da Ældste var lille, kaldte han ham for "Manden") og Mormor. En ekspedition til haven og der var samlet insekter til at fylde i og kigge på. Der var både myrer, bænkebiller, mos og mange andre spændende ting at kigge på. Heldigvis skulle de også sættes ud igen, så Mormor og Ældste gik i haven med det hele, da legen var slut.

Da gæsterne var gået hjem, var begge drenge klar til at lave ingenting inden sengetid, og det fik de lov til.

21 minutter over midnat for 9 år siden kom mit første mirakel til verden efter 1½ døgn med veer. Nu ligger han i sin øverste køje og sover sødt.

lørdag 15 marts 2008

Velkommen hjem!

Spiderman returns! Jeg ved godt, at det er 14 dage siden, vi kom hjem fra alletiders skiferie, og at jeg ikke har skrevet et muk herinde siden dengang i februar, inden vi tog afsted...

Ferien var helt og aldeles forrygende!

Og hjemkomsten nærmest ligeså. Børnene fandt yndlingslegetøjet (det, der ikke var med i Norge) frem med det samme og var bare hjemme og godt tilfredse. Mætte af en dejlig ferie med super skivejr, hyggeligt samvær og dejlig mad.

Gaupa danserSpiderman her til venstre dansede rundt og var sej og glad.

Og på pisterne var han ikke til at skyde igennem. Vi var på ski flere gange hver dag, og han elskede det. Han var med oppe i terrænet med 4-stolsliften et par gange, og han synes det var fedt (men også hårdt) at stå hele vejen ned. Han foretrak børneområdet, hvor Gaupa og hans venner kom forbi og underholdt. Yngste synes det var skægt, når de kom og lavede ballade og skæg.
I børneområdet fik han også mere frihed til at stå selv, både op i liften og ned af løjperne, hvilket han gjorde rigtig godt :-)

Verdens bedste TapasRejsen med Kiel-Oslo færgen var som altid en ekslusiv oplevelse med god tid til det hele. God mad, gode oplevelser og flotte omgivelser. Selvom vi blev noget overrasket over alle de mennesker, der var på "vores" færge - og den time, vi måtte stå i kø for at komme i badeland, så var det alletiders overfart. Grunden til menneskemængden var (selvfølgelig) at uge 8 og vinterferien var slut og mange skulle hjem eller videre.

Gobler ned fra loftetDet skulle nu ikke have lov til at ødelægge vores feriestart, for bare omgivelserne er noget helt andet en den gængse Hirtshals-Oslo eller Frederikshavn-Oslo (sidstnævnte er nu frasolgt fra ColorLine, og vi slipper for de hvæsende luftkanaler i kahytterne).

Se bare goblerne, der hang farvestrålende ned fra loftet lige over spindeltrappen ved siden af tapasrestauranten og parfumeriet! De er endnu mere skønne i virkeligheden...

Udsigten agterNår vi har Mormor med, så har vi en fem-sengs kahyt, selvom Yngste ikke bruger sin (han elsker at sove hos sin Mor - eller denne gang Mormor - når vi rejser), men det giver lige et ekstra + på kvaliteten og størrelsen af kahytten, og i det strålende vejr vi sejlede afsted i, så er det da skønt at trykke næsen mod "koøjet" og se alt det, vi sejler forbi.

Alt den blæst og storm, der ramte Hirtshals dagen forinden vores afrejse var slet ikke i nærheden af Kiel, så vi fik en ganske fredelig overfart (og så siger jeg slet ikke noget om, at bilen havde lidt svært ved at komme i omdrejninger, da vi skulle hjemmefra garagen... Vel?)

Hvis noget var helt perfekt ved denne skiferie, så var det (også) vejret! Vejene var fine og uden sne at køre på helt til Hemsedal, men på løjperne var der tilgengæld masser. Det har været det bedste sneår/sæson for Hemsedal (og for mange andre steder i Norge), siden de begyndte at måle på snemængde. Og helt ideelt sneede det om natten og var fint vejr om dagen.

Vores norske snemand Fordi temperaturen lå lige der og vippede omkring frysepunktet, kunne vi -for første gang - bygge en snemand af den norske sne. Og jeg fik slet ingen billeder af ham, da han var færdig med arme og strithår og alt det hele... For da vores norske ven var rigtig fin, blev der dømt sneboldkamp, og gæt hvem der tabte? Da vi var færdige, var der ingen snemand tilbage! Kun resterne vidnede om sjov og leg i sneen den eftermiddag.
En enkelt bedstefar og barnebarn nåede dog også at få glæde (og billede) af vores kreation.

En lille snert af malurt var dog at tilkørselsforholdene til vores vanlige lejlighed i Staven var noget forringede, så vi måtte gå lidt for langt for vores smag med alle vores ting og sager. Desuden er vi så vant til at få lejligheden før tid, at vi havde 2 timer i lejlighedsløs overskud, som ikke rigtig kunne bruges til noget. Til gengæld fik vi lov at blive 2 timer længere, da vi skulle rejse, og det var rigtig dejligt.

Nu er vi så hjemme igen... Det har været hverdag i 14 dage, hvor der bare (igen) har været mange ting på programmet. Jeg har stadig den der hovedopgave hængende, som jeg bare har minus motivation til at få skrevet ned. Og for at det ikke skal være løgn, så lå der en Om'mer i min studiebrevbakke, da jeg kom hjem :-( Den tværfaglige eksamen - de 6 stive timer til skriftlig eksamen... Den blev til 00 på scoreboardet.

ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV ØV

Fra vandreturen på borgen i Olso

onsdag 20 februar 2008

Say Hello!

Mille W 3923 WPSTil min nye og ganske hårdtarbejdende ven.

Sammen er vi et godt team, der sammen med spisestuens varme og et uskyldigt hvidt stativ har bekæmpet den store bunke af snavsetøj, der var begyndt at bevæge sig ud af snavsetøjskurven og ud over badeværelsesgulvet.

Jeg har lovet Mille (altså vaskemaskinen - en Miele W 3923 WPS) en uges ferie i uge 9, hvor vi andre tager på skiferie.

Vi skal til Hemsedal, "som vi plejer" og tager Mormor med.
Mormor er den eneste, der ikke står på ski, men det gør ikke noget, for hun er også udemenneske.

Det plejer at være ret hyggeligt :-) Og vi glæder os meget til at komme afsted på lørdag.

I mens spirer foråret herhjemme og bringer farver i haven. Det glæder mig at lyset begynder at få kræft, for det smitter af på humøret og modet til mere og andet end bare hverdagen.

ForrsbebuderIkke at jeg er en af dem, der får vinterdepressioner, men det grå vejr hele tiden er da bare så kedeligt.

I min have står krokus, vintergæk, erantis og violer og græsset begynder at grønnes. Luften får ligesom en anden duft, og lysten til at komme ud og være aktiv er... Ja, kraftigt stigende :-)

Min cykel bliver luftet næsten hverdag til og fra arbejde, og det er dejligt befriende at komme ud i luften og få pulsen en smule op, selvom der kun er ca. 12 minutters tur hver vej.

Om lidt vil jeg begrave mig i indkøbslister og pakkeplaner, for der er ikke mange dage ferie.

Godt forår herhjemme ;-)

fredag 08 februar 2008

Våd Weekendstart

SvmmedrengVerdens bedste start på weekenden er en times leg i svømmehallens våde element. Sammen - hele familien - og glade sammen med andre familier med samme idé.

Familiesvømning er svaret :-)

Hver fredag finder vi svømmetøj frem lige efter arbejde, børnehave og skole og tager en time med leg, svømning, boldspil, plask og sjov, inden vi tilsidst varmer os i saunaen for derefter at tage hjem til aftensmaden, hygge, Disneysjov og aftenputning af bløde, varme og trætte børn.

Voksenaftenen bliver brugt på at ryste ugens travlhed helt af sig og starte weekenden, og nu hvor jeg ikke skal af sted til undervisning hver lørdag, så føles en fredag aften helt anderledes afslappende for mig også.

God Weekend!

søndag 06 januar 2008

65 er 10 for meget!

Vi havde en rigtig dejlig juleferie til Hemsedal i Norge!

Den var propfyldt med alle de oplevelser,varme og hygge, vi elsker ved vores skiferier. Vi sov længe hver eneste morgen :-) Til efter kl. 8.00, også selvom sengetiderne blev passet. Men skivejr og pejsevarme gør altså godt for søvnen.

Ingen tilskadekomne heller i år - Mette, hvor fik du den idé fra?

Nytåret kom vi også igennem uden det store ståhej. Det var vældigt hyggeligt med vennerne for tiende år i træk (for mit vedkommende, for traditionen går meget længere tilbage). Yngste havde bestemt sig for ikke at ville sove ude, og ingen af os gad og overbevise ham om andet, da det gik så fint med at være vågen, så det var først, da vi begav os hjemad omkring kl. 3.30, at begge børn opgav at være vågne ;-) De havde hygget sig lige så godt som os, og den sene sengetid kunne mærkes næste "morgen" - hvis man kan kalde kl. 14.00 for morgen!!!

Som næsten alle andre vil jeg også gå ind i 2008 med det fortsæt at kost og motion skal passes bedre! Rikke husker mig som en slank pige (og det var jeg vel også engang), men når vægten siger 65 kg, højden ikke er mere end 160 cm og ens skibukser er blevet for små, så skal der ske noget! Alternativt er at indføre frølårsbuksemoden igen, men det sker nok næppe...

Hvalfanger

Og så slemt som ovenstående fra Wulff & Morgentaler skal det da næppe gå ;)

Studiemæssigt står Januar måned på 3 eksamner og opstart på hovedopgaven, og på job er der årsregnskab og kursus. Hjemme skal vi også i gang med nye tiltag - vi starter med kost og motion, så må vi se, om lavinen vil rulle med alt det andet ;)

søndag 16 december 2007

Sikke mange klokken slår!

Udsigten fra lejligheden i Hemsedal Tretten slag - tiden går
Gæt engang, min lille ven, hvor vi nu skal hen...

Til Hemsedal - på juleferie i Hemsedal :-)
Nu på torsdag, da tager vi afsted.

Når jeg går hjem fra arbejde på fredag kan jeg se frem til 14 dages ferie samme med min dejlige familie, hvoraf de 7 er ude i Norges sne og kulde og indenfor i pejsens varme og med julehygge.

Vi glæder os meget - alle 4!

Der er en meter sne og mange af de gode bakke er åbne - mere er lovet klar til julen, så alt tyder på en aktiv ferie sammen os 4.

Hemsedal er -for os- stadig det ultimative skiferiested for familier med børn i alle aldre ;)
Det er sjette gang i Hemsedal - tredje gang på ski for Yngste på godt 3½ år og nummer ?? for Ældste på 8 år.

Sandsynligheden for mere aktivitet herinde i 2007 er kraftigt dalende, så lidt på forhånd

GOD JUL & GODT NYTÅR!

Værktøjer

Blog powered by TypePad