Så gal!

Sidder lige og puster ud med et glas rødvin efter en rutschebanetur uden lige med gal-glad-gal-ked 3 årig. Sådan har han været hele dagen -sådan cirka- for mellem kl. 8.00 - 14.45 har det været andre end os forældre, det har været gået ud over...

Det var vist startet til frokost, hvor han var blevet gal (så gal) over at skulle vaske fingre. Det havde været så slemt, at en af de voksne havde været nødt til at sætte sig med ham alene og spise. Meldingen var, at han ikke havde spist, men 3 ud af 4 madder var væk... Manden Min havde hentet, hvilket var gået ganske fint - lige indtil jeg kom hjem! Så blev den lille dreng meget vred igen. Til aftensmaden var den helt gal, og knægten nægtede næsten at spise, men accepterede at skulle smage - og smagte 1-2-3-4-5 gange og flere endnu, indtil halvdelen af den fyldte pandekage var spist, og specialordren havregrød var klar til at spise.. Ikke at seancen kun tog 5 minutter, men man må altså bide sig noget i læben for ikke at løbe skrigende bort eller gi' efter for det lille frådende (og grædende) monster.

Heldigvis gik resten af aftenen godt, og selvom der blev bøjet lidt på reglerne til sidst, så fik godnathistorien sit sædvanlige hyggelige præg, og aftenen blev afsluttet med godnatmælk og puttetid i mors seng (sidstnævnte er vist blevet en vane).

Jeg tror, jeg vil messe "deterbareenfasedeterbareenfase" som Anne og så tro på, at i morgen bliver bedre.

Heldigvis kom Ældste glad hjem fra spejder og sover nu længe godt i sin egen seng. Heldigvis er mine børn nu nemme nok at putte... Ikke som det var for bare et år siden...

Comments

[Rikke]

Det ER bare en fase. Når Daniel flipper sådan ud forsøger jeg at huske fra mig selv, hvordan det er at have så meget turbulens i følelsesliv etat man ikke kan klare det mindste uden at proppen slår. Det er meget hårdt. Når jeg husker det er det langt nemmere for mig at udøve omsorg i situationen istedet for at stemme i eller give efter for skrigeriet.

Godt gået MrsB!

[Carina]

Herhjemme har yngste også dage hvor hun er gal.
Igår ville hun ingenting og hvis alting ikke lige gik efter hendes hovede så blev hun også gal.

Yngste her er forøvrigt ikke til at kramme ud af det som mellemste var. Hende kunne man ofte give ekstra omsorg og så forsvandt vreden stille og roligt. Tilgengæld kan man nogen gange få hende til at tænke på noget sjovt, fjolle eller bare kilde hende, men det skal helst være anderledes end sidste gang.

Hun vil tit heller ikke smage på maden og når vi andre er ved at være færdige som smager hun lige og så spiser hun en kæmpe portion. Vi laver ALDRIG andet mad, hun dør ikke af sult af ikke at få aftensmad (hun har nu heller aldrig ikke spist det)

Vi talte for et par måneder siden om at nu var hun da blevet lidt mere mild (hun blev 4 i sommers) men ak nu er det bare blevet andre ting som tricker hende. Men mellemste var også over 4½ før det fasede ud, så den der med at "det er bare en fase" den trøster altså ikke altid så meget.

[henning]

Vi har også haft succes med i høj grad at ignorere hysteriske anfald (og det ligner det her vist ... ?) og rose god adfærd. Vi har heller aldrig lavet specialmad. Ville ungerne spise var det fint, ville de ikke var de vel ikke sultne ;-)
Men ih hvor jeg husker trætheden efter en dag, hvor noget var galt, og ungen havde behov for at markere sig. Hvor KAN det være trættende! Så har man fortjent et glas rødvin og trøst af sin elskede :-)

[MrsCute]

Suuuuuk, det er bare SÅ enerhverende! Jeg føler med dig. Vores den yngste, som netop er blevet 7, får stadig nogle anfald. Men slet ikke så ofte som tidligere. Det, der har hjulpet os, er, at vi IKKE har givet efter. Fx har jeg altid insisteret på, at de skulle vaske hænder inden aftensmaden. Det tog laaaang tid at få det gjort til en vane, men til sidst mindede de selv deres besøgende venner om det med et: "Sådan gør vi her!"

Vi har også haft held med at praktisere, at hun blev fjernet fra det sociale, når hun var hysterisk. Så gik enten min mand eller jeg ind på værelset med hende (eller ud i bilen, hvis vi var på besøg). Nu beder hun selv om at komme ind på værelset og køle lidt af, og det tager kun få minutter førend hun er klar igen.

Pointen er: hjælp ungen med at finde ud af, hvad der er acceptabel adfærd og hvad der ikke er. Og ros, når det lykkes!

Vi var desværre alt for længe om at finde ud at, at det var det konsekvente i det, der hjalp. I lang tid troede jeg, at jeg kunne redde situationen ved at kramme og hygge-tale. Men nej! Konsekvens :-)

Held og lykke :-)