Det kradser i hjertet

at læse en af weekendens artikler i Politiken!

Intelligente børn bliver dumme i skolen
Psykolog og psykiatere: Folkeskolen stempler kloge børn som socialt handicappede.

Det er som at læse om sig selv og vores situation med Ældste. Det giver en klump i halsen, og jeg må indrømme, at det får mig til igen at tænke, om det vi gør i samarbejde med skolen, nu er det bedste for Ældste.

For vi har jo været inde på både Aspergers og mange andre problemstillinger.
Vi venter på tid hos Psykiateren og kører et "stramt" program i klassen, hvor han følges tæt og dagligt evalueres på hans opførsel. Vi afventer stadig noget fra Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus som opfølgning på vores møde den 25. januar. De er ikke så hurtige derinde - heller ikke selvom vi har rykket dem flere gange...

I går aftens blev vi så endnu engang bekræftet i, at Folkeskolen har svært ved at rumme elever, der falder udenfor Normalen...

Vi har været til skole/hjem samtale...

Fagligt er der intet i vejen med Ældste. Han er stadig ikke særlig hurtig til at komme igang eller få lavet sine ting, men det matematik og stavning/skrivning, han får lavet er oftest helt uden fejl. Matematiklærerens test viste ham i den næstbedste niveau - som den eneste i sin klasse! Det han havde lavet til Dansklærerens test var også fejlfrit, men han havde været lang tid om det, så der var resultatet middel/over middel.

Men han har stadig sine udfordringer med at håndtere konflikter og spil i klassen og i frikvarterene. Han trives stadig bedst i de mindre grupper, og det får os til -for alvor- at tænke tankerne om friskolen igen.

Det føles som om det er op ad bakke hele tiden... Det går lidt fremad hele tiden, men med bittesmå museskridt. Og vi får til stadighed ikke en brøkdel af episoderne af vide... I går havde han bidt(!) en pige og var blevet sendt "på loftet" resten af dagen (3 lektioner ud af de 5, de har). "Loftet" er stedet for ballademagerne eller dem, som klasserne ikke kan rumme. Han havde selv (næsten) fortalt om episoden til Klasselæreren og var lidt udenforstående for den hårde straf. Han havde jo (næsten) selv fortalt - Hun siger jo selv, at det gives der credit for... Ærgeligt at han kommer hjem med den oplevelse, at det ikke kan betale sig at "give sig til kende". Han var ked af det, men det er ikke let at vise overfor klasselæreren, selvom hun faktisk er en sød dame, der vil ham det bedste...

Efter Påske skal vi til møde på skolen igen. Hans støttetimer er blevet omrokeret, så de nu mestendels varetages af en eller to pædagoger i stedet for en lærer og en pædagog. Det er stadig læreren, der står for evalueringen, men hun har ham kun få timer, så det virker lidt tyndt...

Vi følte os ... hmmm... kritiseret... eller ... gået for nært ... svært at sætte det rigtige ord på, men det handler om, at vi synes vi gør en masse for og med vores børn. Især bruger vi meget energi på og med Ældste. Vi gør rigtig meget for at lære ham, at livet giver modstand. På den gode måde! At vi så ikke spiller brædtspil hver uge, som de lægger meget fokus på... I bund og grund fik vi ikke fortalt alle de gode ting, vi gør. Derfor følte jeg mig angrebet eller kritiseret i vores måde at opdrage på. Jeg tog ind, at Klasselæreren ikke anså det, vi gjorde for nok - og resten røg i "filteret"...

Vi snakkede længe i går aftes! Rigtig længe. Så sammenlagt har vi vel fået 5 timers søvn. Det er vigtigt for os at komme ind til kernen og finde ud af, hvad det er der rør' os. Og ikke mindst, hvordan vi kommer videre.

Det gør ondt indeni, når vores Ældste barn ikke har det godt i skolen! Hjemme er næsten alt jo fint.

Noget må der ske! Snart!

Comments

[Miss Blue Eyes]

Det gør mig virkelig ondt. Det lyder som en hård kamp I kæmper, men hvor er det dog godt at I holder ved.
Nej, folkeskolen har ikke megen plads til børn der er udenfor normalen, hverken i den ene eller den anden retning. Den følger ofte en fællesnævner, og dem der ikke er som den, bliver nogle gange tabt.
Det er så positivt at læse at I holder fast, er opmærksom på det og kmper kampen. Selv om jeg sagtens kan forestille mig, hvor trættende, frustrerende og irriterende det må være. Jeg sender en masse støttende tanker i jeres retning, og håber at en løsning findes snart.

[vibstjert]

Det lyder fuldstændig som det vi oplever og høre fra pædagogerne med Viggo, bare på et 3 års stadie, så jeg kan fuldstændig sætte mig ind i de tanker du gør dig, og den evige spekulation, om man skal følge rådene fra fra instituitionerne eller mavefornemmelsen. Men det der med at opleve sit barn, komme hjem og være ked af omgivelsernes negative reaktion, når der egentlig var gode intentioner bag, er hjerteskærende.

[henning]

Ja, det gør godt nok ondt i hjertet at se sådan en overskrift. For journalisten har jo ret, der er ikke meget plads til børn, der er anderledes. Og så er det lige meget, om de er genier eller dumme - de passer ikke ind.
Kære Baloui: Jeg ved godt, at det er op ad bakke hele tiden, men kampen skal kæmpes!
Knægten er en del af samfundet, og han må (med sine gode forældres hjælp) finde sig i de vilkår.
Jeg er sikker på, at han kan klare det, hvis ellers læreren giver ham lov.
Det handler meget om den plads, læreren giver ham lov at have i klassen. Det er læreren, der i høj grad sætter rammerne for, hvor forskellige vi har lov at være i klassen.
Hvis I får et konkret papir fra børnepsyk, kan læreren se, at der er noget reelt at forholde sig til, ikke bare et par hysteriske forældre ;-)
Og måske vigtigst: læreren kan med dette papir være heldig at få flere timer af sin chef til at blive klogere på situationen og støtte op om barnet.

Jeg bryder mig ikke om sygeliggørelse, bare fordi man lærer og fungere lidt anderledes end de fleste, men lige i denne situation kan jeg godt se, at et papir fra børnepsyk vil være godt.

Det hele skal jo ske med udgangspunkt i barnet, men hvis ikke I har tillid til at læreren kan få det sociale til at fungere med det udgangspunkt, ville jeg ikke tøve med at skifte skole.
Vi har alle krav på et godt liv.
Også børn ;-)

[Gitte Holm]

Jeg føler med dig. Vi har selv været det hele igennem, endda med en fejldiagnose i ca. 6 år, men nu mange år efter i en alder af 15 har vores søn endelig fået sin Asperger diagnose.

Jeg kender til alle kampene, til omgivelsernes ja selv den nære families mangel på forståelse, til den umulige kontakt med skolen. Det er så uendelig hårdt at have et "handicappet" barn. Jeg har tit, da han var lille grædt mig i søvn i afmagt og udmattelse, for den eneste der i starten forstod min søn var mig. Jeg forstår til gengæld hver eneste celle i hans krop. Jeg led når jeg kunne se, hvor hårdt han havde det.

Nu hvor vi har fået diagnosen ser det hele anderledes ud. Vi har fået tilknyttet en dejlig sagsbehandler som nu er vores led til alt, og det er kun ham vi skal henvende os til. Det er så skønt at vide, at der kun er een der gør noget, og at vi kan regne med ham. Havde vi bare fået ham fra start af.

Og i dag er vores søn en dejlig velfungerende dreng, som er nået langt, og som kæmper så flot og har en enorm forståelse for sit handicap.

Jeg håber det bedste for jer alle sammen, og du er mere end velkommen til at skrive hvis du har spørgsmål eller andet. Vi har som sagt prøvet lidt af hvert.

Mange tanker
Gitte

[MrsBaloui]

Tak for alle jeres dejlige kommentarer!

Vi kæmper en kamp for vores søn og vil blive ved med det indtil det lykkes!

@Vibstjert: Sørg for at være opmærksom på, at det går fremad og ikke det modsatte! Det kan være svært at starte og møde nye mennesker, men det skal blive bedre, ellers må I finde på noget andet...

@Henning: Vi har papirer fra skolepsyk og skal til sommer igang med et forløb hos en børnepsykiater.
Børnepsyk har lovet indkaldelse inden en uge, så det håber vi på...

@Gitte: Tak! For din kommentar og din støtte. Vi giver ikke op!

Men overvejelserne omkring en mindre skole er tættere på end nogensinde! Desværre er skolelederen på kursus - og så er det Påske. så vi kommer ikke meget længere end tankerne lige nu ;-(