MrsBaloui

Tiden er noget mærkeligt noget,

jeg har aldrig helt forstået, hvad den eg'ntlig er for noget.
Jeg kan ikke røre den, jeg kan ikke smage den,
og jeg kan ikke lugte den.
Hvad er den for noget? Jeg ved det ikke.
Timer, dage, uger og år - alt jeg ved, er tiden går.

Tiden er noget underligt noget,
jeg har aldrig helt forstået, hvad den eg'ntlig er for noget.
Er den lilla eller gul? Er den kantet eller rund?
Er den bitter eller sød?
Hvad er den for noget? Jeg ved det ikke.
Men når melodien slutter, ja så' der gået 2 minutter.

Det føles som i går, at jeg bandede det hele væk - at jeg bare ønskede at blive gadefejer - eller tænkte om græsgangene er grønnere på den anden side...

Og alligevel er det 14 dage siden - 14 dage med 110 km/t rent jobmæssigt. "Min" udfordring er endnu ikke løst, men jeg har i samarbejde med vores Customer Service fundet en masse symptomer på sygdomme i systemet, som vi må bede "de højere magter" om at løse, men heldigvis har jeg nu fundet flere forklaringer på de afvigelser, som vokser sig større for hver måned, der går.

Jeg tog min laptop under armen og drog til Bruxelles til konference med de øvrige controllere i North Europe og kom tilbage med fornyet tro - og viden om, at jeg/vi i DK absolut ikke er de eneste med horrible afvigelser!
Ikke, at det har indflydelse på de reelle tal, men eftersom vi har et system til bogføring og et andet til Management Reporting, så er det uhyggeligt vigtigt, at de to systemer også stemmer overens... Vi fik en længere forklaring - som dog alligevel for mit vedkommende ikke er fyldestgørende nok - men min datamatikerbaggrund, så vil jeg vide, hvordan det teknisk hænger sammen og ikke bare have en overfladisk gennemgang - der afsluttes med, at afvigelser vil der altid være...

Så hvis nogen kender en god (og oveskuelig) dokumentation om SAP - Business Warehouse (BW), så sig endelig til... I øjeblikket er jeg ved at trevle hele den sparsomme dokumentation af de forskellige elementer igennem for at få en dybere forståelse for hvilke variable, der bliver beregnet ud fra gennemsnit/Moving Average - hvilke der er manuelt tastet og hvor meget vi reelt får fra FI og Billing Documents.... Og Fragt... *suk* Hvor mange lag er nødvendigt at arve op igennem systemet? Men OK, sådan er det at arbejde i en multi international koncern, hvor lille DK nærmest er insignifikant i det store billede...

Og hvis jeg lyder lidt vrøvlet.... Beklager - arbejdsskadet...

Ud med Kortisolerne!

Når det går allerværst, så kan jeg ikke sove om natten - har hjertbanken og let til tårer, bliver trist til mode og det føles som om verdenen og hverdagen opleves gennem et filter - som om man har en nylonstrømpe over hovedet og ikke kan nå alle de positive detaljer ved livet...

Jeg kender efterhånden symptomerne, når de kommer - også de små, så nu er udfordringen at gøre noget ved det...

Jeg løber!

Både for min fysiske sundhed, men en meget stor del af løbeturene er også for den mentale sundhed - for hovedrengøring, for at slippe jobbets travlhed. Og det lykkedes som regel også, når jeg altså kommer afsted.

Jeg er nået dertil i mit job, hvor jeg overvejer, om det er her jeg vil være... Jobbet er smadderspændende - og travlt - og de fleste af mine kollegaer er rigtig søde, hjælpsomme og imødekommende (men desværre ingen regel uden undtagelser).

Jeg ved, at kan jeg få dette under kontrol og få løst den kæmpe opgave, der ligger udoverskuelig på mit bord, så kommer jeg sejrende igennem og får igen lyst til at være der, hvor jeg er - men er opgaven for svær, eller jeg skal have "ponk" for den - eller at andre opgaver -pga dennes kompleksitet- må hænge på hold i længere tid, så ved jeg også, at det vil forfølge mig som en sort sky...

Jeg tænker, om jeg måske har fået job blues - og om det er det, jeg får efter ca 1½-2 år samme sted?

For det er ikke det første job, jeg har haft disse tanker om - på dette tidspunkt i forløbet...

See - Mors dags gaven

I år havde jeg bestemt mig for, at min gave til min mor på Mors Dag ikke "bare" skulle være endnu en orchidé til samlingen. Min Mor elsker orchidéer, så det er den nemme Mors Dags gave, som jo så heldigvis og bringer glæde.

I år skulle gaven afspejle det, som jeg gerne vil give min mor - fortælle hende, at vi gerne vil beholde hende nogle flere år, så hvis vi passer på hende - giver hende noget, så hun kan passe på sig selv. Så valget faldt på en virkelig dejlig kogebog (og nu kan jeg ikke huske, hvad den hedder), men det handler om at spise sig ud af Diabets 2 - og med gode, grove, fornuftige opskrifter - lige som min mor gerne vil have det. Og så yndlingssaften med Tranebær fra Grønnegården - og en virkelig lækker økologisk håndcreme, rigtig god til hendes sprukne fingre.

Min egen Mors Dag... He He... Måtte "hinte" med at jeg lige skulle have pakket min mors gave ind, inden vi skulle ud at gå vores søndagstur. Det satte lidt skub i dem - Sønnerne og Manden Min :-D

 

Men se! Min nye See by Chloé laptop taske!

Den er bare så smuk!

Jeg har aldrig haft sådan en taske - hverken i forhold til, at det er en "Designer-taske" eller i forhold til pris.

Jeg vil gerne give penge for de rigtige ting i den rigtige kvalitet, men oftest er det den tekniske kvalitet - og  noget, der skal kunne bruges til noget (ja ja det kan denne her også) - altså sådan praktisk og funktionelt mere end feminint og pænt - forstår I hvad jeg mener?

Jeg vælger typisk taske efter, at der skal kunne være noget i, at man skal kunne cykle med den og bla bla bla...

Denne her har jeg ønsket mig - sådan lidt hemmeligt i starten. Har haft kigget på den mange gange, men næsten 3.500,- for en taske, så er den slet ikke i nærheden af en tanke om at købe den i virkeligheden.

Da de så satte den på bud, så nævnte jeg for Manden Min, at denne ønskede jeg mig - og at jeg (naturligvis) havde tjekket, at laptoppen kunne være deri - min arbejdslaptop er ikke af den lille slags, sådan cirka i hvertfald...

 

 

Min gamle taske har længe været overdue, slidt og skrammet, men fantastisk rummelig og med mange små rum og gemmer - og her til sidst en lynlås, der gerne skulle lynes 2-3 gange, før den fik rigtig fat - så det er jo ikke ligefrem fordi, jeg fråser med taskerne - Manden Min korsede sig da også, da eg havde tømt den gamle og ville lægge den væk for at gemme den - den røg altså i skraldespanden, for den las gad han ikke se mere på ;-D

Sådan ser min See by Chloé ud indeni, efter at jeg er "flyttet" ind - den store rummelige taske er pænt fyldt op, så jeg har måtte sortere i mit indhold.

Men OK, een kuglepen er vel også nok? Og hele husapoteket behøves vel heller ikke med hver gang?

Mon man kunne finde en lille enkelt indertaske til det smånips, der ikke kan være i lommerne?

Jeg ved, at jeg kommer til at savne det lidt - har jo altid mit nøddemix med, en vandflaske, kalender, skrivebogen - og det lyserøde, I kan ane er mine Gobac servietter - "never leaves home without them!"

Og her er så udsigten fra søndagsturen.

Vi går altid en tur om søndagen - gerne på mindst 3 km i forskellige omgivelser, gerne noget med skov og/eller vand, bakker og ...

I dag havde Sønnerne og Manden Min smurt sandwiches, som vi nød i det dejlige solskin - i læ for vinden.

Det var Yngste, der spottede den fine udsigt - omkranset af træerne fra skoven - et lille kig fra "junglen" og ud i verdenen (det er også Yngste, der er fotografen her).

I mål med match og mix

I dag var dagen (eller det var jo faktisk i går - for 10 timer siden), jeg har trænet til det sidste halve år - eller noget der minder om det, for jeg har været svært nervøs for om mit knæ (og senere mit skinneben og læg på samme ben) har kunne holde til mosten med 21,095 km.

Men det kunne det - hele - sådan da, for jeg er vist en kende brugt nu, men også høj på følelsen af "Jeg gjorde det s**" og så i 2.05.07, en tid som ligger ca 10 minutter under min "realistiske" tid og i hvertfald 5 minutter under "drømmetiden". "OK tiden ville  have været under 2.30, men så ville jeg nok alligevel have været skuffet, når nu jeg engang løb den samme rute på lige under 2 timer.

Her løber jeg i mål

Fantastisk følelse at blive klappet i mål efter så lang en tur. Lillebælt Halvmarathon kan helt sikkert anbefales både for ruten, stemningen, organisationen og...

Vejret var tæt på perfekt - sol, skyfri himmel, lidt vind og ikke alt for varmt - ca. 10° C, så vi blev ikke brændt af ude på ruten, selvom det var lidt af et puslespil at finde ud af mængden af tøj - jeg ved, at mange fik for meget på, for vinden var hundekold - også undervejs, men jeg endte i 3/4 tights, kompressionsstrømper (de tynde), stram ærmeløs top inderst og T-shirt fra Geyser (sponseret af min arbejdsplads) yderst. En af mine kære løbeveninder havde været i den lokale cykelbutik og købt skåneærmer - hendes mand, kaldte hende Fru Hüttemeier, men ideen var god - men hvad gør man så 2 timer før løbsstart? Man klipper da bare tåen af et par knælange lidt tykke nylonstrømper og voila! Så har man sine egne. Og det var GULD værd! Alternativt eller ej, der var da ikke en sjæl,der kunne se forskel på mine og hendes, der på afstand ;-)

Der var i øvrigt nok heller ikke en levende sjæl (udover dem, jeg viste det frem til), der lagde mærke til de matchende fingernegle (P.S. Vil med det samme beklage den ringe kvalitet af lakken - disse billeder er taget efter løbet - og godt der ikke er med odeur, for t-shirten er også brugt...)

 

 

 

 

 

 

 

 

...Og skulle nogen have lagt mærke til, at jeg løber i en Geyser T-shirt Small, Man, så skyldes det en uduelig kollega, der havde bestilt denne størrelse til min 13-årige søn - som nu løber i sin mors i Small, Woman...

Det har været en god dag!

Benene er ømme og trætte og et par uundgåelige vabler har sneget sig vej til min svang, et par tæer og den ene hæl, men det hører med - ligesom følelsen af at have fuldført noget stort - en følelse, jeg håber aldrig vil forsvinde, uanset hvor mange af disse jeg gennemfører!

Når de blomstrer - gør jeg også

Vi har de seneste par dage været til et par fantastiske skole/hjem samtaler med drengenes lærer - først med Yngste og ugen efter med Ældste.

Jeg er stolt! Og Faren er stolt! Og først Yngste, dernæst Ældste er stolte!

Der er stor forskel på mine to drenge. Altså de ligner hinanden som brødre udseendemæssigt, men hvor den en er et lille og tæt muskelbundt, så er den anden en tynd og mere ranglet, bleg dreng - ikke usund at se på, men bare sådan ultraslank uden at gøre noget for det. Sidstnævnte kan komme af diagnosen på de fire bogstaver og medicinen - mest det sidste tror jeg, for det æder sulten...

Men tilbage til skole/hjem samtale nr. 1: Yngste fik ros med ros på! Både for hans vindende væsen, samarbejdsevne og vellidthed (hedder det det?) blandt alle i klassen. Han vil gerne lege med alle, og alle vil gerne lege med ham. Han er hjælpsom og omsorgsfuld - og knokler på for at lave sine ting i skolen. Han er ved at knække læsekoden (1. klasse) - og det kan mærkes i skolen, at vi øver med ham 5 dage om ugen - både på selve læsningen, men især på tilliden til sig selv og metoden til at læse svære og ukendte ord. I Matematik drøner han bare derudaf, og idræt elsker han. Ja, jeg tror faktisk ikke, at der var noget ikke positivt i samtalen, og Yngste dansede og nynnede hele vejen hjem fra samtalen, mens Manden Min og jeg gik hånd i hånd og smilede til hinanden. Tænk... Om en måned er det 8 år siden, vi kørte ræs for at nå på sygehuset i tide :-D

Skole/hjem samtale nr. 2  forgik på næsten samme måde. Men til forskel fra Yngste, så har Ældste haft meget at skulle arbejde med i de forgangne år. Han har det ikke altid nemt i skolen på det sociale plan, og har i en lang periode faktisk ikke haft nogen at være sammen med efter skole, da klassekammeraterne trækker sig fra ham pga hans til tider eksplosive temperament... Men siden vinterferien er alting bare blevet nemmere! For han har fået sig en ven! En ven, der minder meget om ham selv - som også har sit at slås med, men som også har hovedet i orden. Derfor kunne vi nu høre på beretninger fra klasselærer og matematiklærer og hilsner fra de øvrige lærer om en dreng med væsentligt forbedret koncentrationsevne, "arbejdsmoral", samarbejdsevne - og mod på gruppearbejde, større skriftlighed og... At han ligger i toppen af klassen rent fagligt hele vejen rundt... 
Så mange positive tilbagemeldinger har Ældste aldrig prøvet at få! Især også, fordi der faktisk ikke var noget "men!" denne gang - bare et "fortsæt den gode udvikling!"

Vi er med i et projekt i kommunen, og den voksne der har et godt hjerte og øje for drengene - ikke at det på nogen måde skal misforstås!
Han fik bragt 2 (nu 3) drenge sammen, og vi forældre omkring har støttet op og gjort plads og "gødet" og passet venskabet og set det spire. Det spirer så meget, at de nu har lukket en tredje dreng ind i fællesskabet.

Det er så smukt at se, når ens søn, der kæmper så hårdt på mange fronter, finder et fristed hvorfra han kan vokse og suge næring og overskud og glæde.

Han er påvej i blomst - min 13-årige søn. Det er så smukt at se...